DE FEM INSTANSER


21. september 2002
blev jeg i Vestre Landsret idømt fire års fængsel for legemsangreb af særlig grov karakter. Procesbevillingsnævnet afviste i januar 2003 min anke til højesteret og dermed havde det danske retsvæsen afgjort at jeg var skyldig og skulle fire år i fængsel. Byretten havde tidligere frikendt mig, men medierne og landsretten havde dømt mig for noget jeg ikke havde gjort. Og hvad værre var; for noget jeg aldrig ville have gjort! Nu kunne jeg så vælge at tie og afsone i stilhed, og få det bedste ud af tiden. At afsone og få det bedste ud af tiden har jeg altid været god til, men at afsone i stilhed har aldrig været min stærke side. Og at tie om den behandling jeg har fået i denne sag vil være en forbrydelse i sig selv. Derfor besluttede jeg efter min indsættelse, at fremlægge min sag i et større forum, så også udenforstående kunne få et nærmere indblik i hvad der var sket. Dette er en offentlig domstol hvor alle tilgængelige sagsakter og vidnesbyrd er lagt frem.

Jeg har tilstræbt at skrive så objektivt som muligt, men erkender at det kan være vanskeligt af flere årsager: At jeg selv er centrum for hændelserne og at der er gået lang tid siden begivenhederne fandt sted, er blot nogle af dem. Det har været en nærmest umulig opgave at sikre alle relevante oplysninger og vinkler på sagen. Til gengæld garanterer jeg, at alle tilgængelige dokumenter, væsentlige vidneudsagn og øvrige fakta, er medtaget. Såfremt nogle mener, at dette ikke er tilfældet, vil jeg opfordre dem til at skrive ind med deres kommentarer sidst på siden.

Pressens vigtigste opgave er at fortælle og viderebringe til offentligheden hvad der sker, så brugerne af pressen bliver i stand til at sætte sig ordentlig ind i sagerne. Den pressedækning jeg oplevede var fordømmende fra første bogstav og virkede mere optaget af at skaffe straffesystemet en domsfældelse, end at sikre en tiltalt en korrekt og retfærdig behandling. Derfor betragter jeg medierne som en dømmende Første Instans. Byretten, der normalt er første stadium i et almindeligt straffesagsforløb, bliver som en naturlig følge af mediernes indblanding, at betragte som Anden Instans. Dermed rykkes Landsrettens placering også og fremstår i dette forløb som Tredje Instans. Ansøgningen til Højesteret om at få prøvet sagen går igennem procesbevillingsnævnet og hedder i fagsproget ”ansøgning om tredje instans bevilling”. Denne administrative instans kalder jeg derfor Fjerde Instans. Og endelig er denne del af min hjemmeside Den Femte Instans. Min egen retssag hvor læserne enten kan nøjes med at nyde historien, forsøge at finde sandheden, eller gøre sig selv til domsmand og afsige dom.


Jørn Jønke Nielsen