EFTER DOMMEN

(FJERDE INSTANS)

 

 

 

Reaktionerne på dommen, domsudskrift og anmodning om tilladelse til at få prøvet sagen ved højesteret. Tiden frem til opstarten på afsoning på Vestre Fængsel i København.

Det var nu alligevel meget rart at jeg ikke var blevet fængslet. Nu vågnede jeg i stedet i huset ved havet. Med morgensolen tittende ind gennem vinduer uden tremmer, mine kære stadig sovende i nærheden, og en stilhed som kun et hus på landet kunne give. Vi havde spist inde i byen og hygget os i klubhuset i Aalborg, men var kørt tidligt hjem. Trætte efter tre dage med det der for os nu fremstod som meningsløst spild af tid. Jeg havde nået at tale med min familie og venner. Over-bringe dem den dårlige nyhed og diskutere den med dem. Brødre og andre fra hele landet havde ringet og kondoleret, som var det en begravelse jeg var blevet udsat for. Måske levende begravet? I sidste ende var det hvad man selv gjorde det til og valgte at få ud tiden. På terrassen der vendte væk fra klitterne mod havet, funderede jeg over sagen og dens afgørelse, mens resten af huset så småt begyndte at vågne. Der havde ingen forskel været på beviserne og vidneforklaringerne i de to sager. Det var selve måden anklageren havde præsenteret dem på. Den nye fremførelse havde været pakket ind i frygt og mine tidligere domme. Jeg var blevet dømt på følelser og stemninger. Ikke som et resultat af bevisførelse. Havde jeg ikke været prøveløsladt var det formentlig gået anderledes. Jeg besluttede mig for at tage fuld tid. Afsone hele straffens længde lige meget hvad og komme ud i den anden ende uden hængepartier. Der resterede tre år og fire måneder. Det kunne der komme en hel masse arbejde ud af. Måske et par bøger. Og god træning. Jeg måtte huske at ringe til mine døtre i Canada så vi kunne aftale næste sommers besøg i god tid.

Selvfølgelig havde Statsadvokaten ikke ønsket os alle på anklagebænken på en og samme tid. De mange selvmodsigende vidneforklaringer ville være kollideret med hinanden. Det var først nu at al den manipulation jeg havde været udsat for, rigtigt gik op for mig. Al den snak om vidnefrygt havde jeg ventet. Og fokuseringen på mine tidligere domme. Men de manglende undersøgelser af de omkringståendes tøj og sko. Manden på videoen som jeg talte med, men ikke anede hvem var, og andre fordrejninger af sagens kendsgerninger havde jeg ikke set komme. Uanset hvad så kunne jeg ikke komme uden om, at de der ville have mig dømt havde gjort et godt stykke arbejde. Og havde det ikke været for alle de der troede på mig og kendte sagen indefra, ville det havde været afslutningen på det perfekte karaktermord. I byretten var jeg blevet pure frifundet af en dommer der kendte sagen. En dommer der havde hørt alle vidneforklaringerne fra vidnerne selv. En dommer som havde dømt de øvrige tiltalte og derfor havde villet og turdet frifinde mig. Hvordan kunne tre dommere og tre domsmænd, med tre dages kendskab til sagen overhovedet danne sig et reelt billede af hvad der var foregået. Fordi de havde læst politirapporterne og troet på dem. For mig og mine blev det en trøst, at den dommer der kendte sagen til bunds og havde været med lige fra starten, havde frikendt mig.

[Landsrettens begrundelse og resultat]! Et tre sider langt dokument der blot illustrerede at retten ikke på noget tidspunkt havde haft øre for vores side af sagen. Var det et bevis, at jeg havde vasket tøj og at der var fundet to mikroskopiske blodpletter på min venstre støvle? Ja, på at jeg havde været der. Men det havde alle jo og så længe de ikke havde tjekket andres beklædning og fodtøj for spor, burde blodpletterne på mig ikke betyde noget. Hysteriet omkring ”frygten for at vidne” havde fuldstændig overskygget hvad alle eksperter i vidneforklaringer sagde; nemlig at det var chokket over voldsomme og pludselige hændelser, samt vidners generelt dårlige hukommelse, der var hovedårsag til at vidner havde svært ved at huske. Flere af vidnerne i retten havde ikke fragået deres tidligere forklaring, men blot oplyst at de ikke længere kunne huske noget, hæftede retten sig ved. Alle, bortset fra hovedvidnet L. P., som aldrig fik forklaret sig i retten, havde netop fragået deres forklaringer. Hvis ikke de allerede til politiet havde forklaret, at de faktisk ikke havde kunnet se noget i gulvhøjde, så havde de forklaret, at ”mit tramp” ligeså godt kunne være en bevægelse for at komme fri. Men set i lyset af hvem jeg var og hele stemningen omkring deres utryghed, havde det lydt ad helvede til. Og så var der vidnet som havde skiftet forklaring den modsatte vej. Det var åbenbart helt i orden for det pres hun eventuelt havde været udsat for, havde ikke været rockernes.

Interessant nok havde jeg allerede til min første forklaring i dommervagten forklaret, at jeg var ved at blive revet med omkuld og viklet ind i Flemming Jensens ben, da vi blev hevet væk fra bardisken. At jeg havde ”gjort en bevægelse” for at komme fri af hans ben havde jeg ærlig talt ikke set som en vigtig detalje på det tidspunkt, og netop flere af vidnerne havde jo – set med forsvarets øjne – set mig gøre en bevægelse der ligeså godt kunne være et forsøg på at komme fri, som et tramp. Landsretten havde også valgt at negligere de vidner som ikke havde set mig gøre noget. Modsat de af anklagerens vidner, som bestemt heller ikke havde set alt, så kom det ”mine” vidner for skade at de ikke havde set alt! Eksempelvis havde L. P. ikke set K. blive slået ned, selv om hun havde stået nærmere ham end mig, og stort set ingen af anklagerens vidner havde bemærket at jeg havde været i håndgemæng med afdøde. Min kammerat dukkede op på terrassen. Træt og morgengrim. I shorts og gummisko. Skal vi? Ja hvorfor ikke. Lad os nyde det mens jeg kan. Vi joggede ud mellem de lyngklædte græshøje og op mod bakkerne der skærmede for havet. Vestenvinden slog os i møde. Helt klart bedre end en times gårdtur i Aalborg Arrest. 

Pigerne havde dækket op til det helt store morgenbord da vi vendte tilbage lidt over en time senere. Vi havde taget penge med på løbeturen og rundet bageren på tilbagevejen. Brødet var på bordet da vi var færdige med badet og solen stod nu så højt at der ligefrem var varmt på terrassen. Sagen blev hurtigt bragt på banen, men vi besluttede at lade det ligge. Det var strandvejr og efter at have ryddet op i huset traskede vi ned mod havet. Med picnickurv, petanque og hvad hjertet ellers kunne forlange af en sådan formiddag. Selv om vi befandt os i sidste halvdel af september blev vejret ved med at overraske. Inden længe var vi i badetøj og os drenge vovede os ud i bølgerne. Det var lige hvad jeg trængte til: Et koldt og voldsomt bad! Jeg havde lovet Se & Hør et lille interview og en freelancefotograf kom trillende ned af stranden i sin bil. Ligesom os havde han luret det fede vejr, så han havde taget både kone, baby og hund med. Ikke lang tid efter dukkede også Peter, hans kone og to børn op. Vi havde hele stranden for os selv og det udviklede sig snart til store badedag. En perfekt afslutning på en fuldkommen fucked up affære. Fotografen fik sine billeder og kørte igen. Efter nogle timer smuttede også Peter. Vi sugede årets sidste sol, og min kammerat og jeg strandens sidste joint.

I Vesterhavets bølger. Dagen efter domsafsigelsen.

 

Tilbage i huset modtog jeg et faxbrev fra Stuer Lauridsen. Kære Jønke, Om dommen foreløbig blot at sige: Som jeg har sagt tidligere, skal man være forsigtig med at have tillid til retssystemet, og nu har du så set det bekræftet i praksis, at jeg havde ret. Desværre – og selvom man kan blive vred og fortvivlet over det, hyler man mod månen. Vred og fortvivlet var jeg nu ikke, slet ikke efter fem timer på stranden, men skuffet, det var jeg. Preben gennemgik de muligheder vi havde. At få sagen genoptaget ved Klageretten, ville være så godt som umuligt selv om han mente at den ville egne sig bedre der, end i Højesteret. Chancen for at procesbevillings-nævnet ville sende sagen videre til Højesteret anså advokaten også som lille, men trods alt større end muligheden med Klageretten. Problemet var som altid med Højesteret, at den som regel kun beskæftigede sig med strafudmålingen. Som allerede skyldig inden sagen i højesteret ville få sin begyndelse, var jeg med min voldsdom, og specielt rockervold, som advokaten puttede det, rigtig dårlig stillet. Preben mente dog ikke at vi risikerede en strafskærpelse, men risikoen var der selvfølgelig altid. Kigger man på de præmisser, vi har fået udleveret, så er de nærmest på grænsen af, hvad man kan tillade af manglende begrundelse i en dom. Du kan huske at byretten med navns nævnelse gennemgik hvert eneste vidneforklaring for sig, og tog stilling til forklaringens bevisværdi. Det er sådan det skal gøres, og byretsdommeren burde naturligvis have været landsdommer. I landsrettens præmisser kan man nemlig ikke se, hvilke vidner der tales om. Præmisserne taler om ”mange af de vidner”, om ”de fleste af disse vidner”, om ”stort set ingen af disse vidner”, om ”flere af vidnerne”. …Jeg vil naturligvis først være nødsaget til at se resten af dommen, hvis jeg skal kunne bedømme det hele bedre, men den kan først foreligge midt i næste uge, oplyser landsretten i dag. Efter reglerne i retsplejeloven § 966 om tredjeinstansbevilling, skal ansøgningen være indleveret senest to uger efter dommens afsigelse… Som sagt: Om vi får en bevilling, hvis vi søger, kan jeg ikke sige – det er sjældent, at de giver bevilling, og det er endnu mere sjældent, at Højesteret går så langt som til at sende en sag tilbage til landsretten. Preben sluttede med en kærlig hilsen og et PS: Jo mere jeg tænker sagen igennem, desto mere vred bliver jeg over dommen.    

Flinke journalister eller ej. Heller ikke pressen havde haft meget tilovers for vores side af sagen mens den havde været under behandling. Efter dommen var billedet mere nuanceret. Vi havde købt dagens aviser og sad bænket på terrassen. Berlingske Tidende som havde brugt Ritzau Bureau som referent var rimelig moderat. Den omtalte afslutningen på sagen i neutrale toner og gav endog en del spalteplads til mine sidste ord. Jyllands-Posten havde fokuseret på vidnefrygten og meldte i forbindelse med omtalen af min sag om en stigning i antallet af sager hvor folk bad om vidnebeskyttelse. Avisen nævnte min sag som det seneste eksempel, men i den var der nu ikke ligefrem nogen der var gået så langt som til at forlange vidnebeskyttelse. Igen var der masser af udtalelser fra politifolk som prøvede at dæmpe den vidnefrygt som korpset selv havde været med til at skabe i tæt parløb med [medierne]. Ifølge Chefkriminalinspektør Ole Højer Pedersen fra Odense Politi skyldtes det …blandt andet den store opmærksomhed, der er omkring de mange voldssager, hvor rockere har været indblandet, - det er vores opfattelse at folk blander tingene sammen og derfor er bange for at sige noget. Chefkriminalinspektør Aage Nørgaard fra Aalborg politi udtrykte sin enighed med kollegaen. Her i Aalborg har vi i mange år haft en del problemer med rockerne, og i den sammenhæng er det jo blevet blæst en del op, og det har vi selv været med til fra politiets side. Hvorfor pludselig al den selverkendelse? Kunne de herrer ikke være kommet ud med det inden min sag var blevet afgjort! J-P var også en tur forbi politikerne. De havde i de seneste år udvist stor velvilje når det gjaldt om at udstyre politiet med de nødvendige redskaber, fortalte avisen. Det var ikke løgn, men her og nu havde altså selv politiet fået nok.

Ekstra Bladet, hvis lille trinde rapporter havde fulgt sagen fra vugge til grav, leverede som sædvanligt en spektakulær overskrift. HA-idolet Jørn Jønke Nielsen rystet over hård voldsdom for medvirken til Robin-drabet i Aalborg. Avisen hæftede sig ved, at retten havde ophøjet tilbagetrukne politirapporter og vidneudsagn til en del af bevisbyrden. Syv gange har jeg prøvet at være tiltalt i en straffesag. Dette er den eneste gang, jeg er uskyldig dømt. - Jeg var ganske enkelt på det forkerte sted den forkerte aften og sammen med de forkerte mennesker, citerede avisen mig for. Juridisk kunne det være gået begge veje. Sagen var meget vanskelig. Efter min mening var vidnerne upålidelige, men domerne mente så sandelig det modsatte. Det er jeg rystet over, lød det fra Stuer Lauridsen i samme avis. Om statsadvokatassessoren lød det, at han havde leveret en knivskarp juridisk analyse i sin procedure. Dagbladet B.T. var mere hånlig over for mig i sin dækning. Det var en kulsort dag for HA-idolet Jørn Jønke Nielsen i går. Rocker-forfatteren, som elsker at give den i rollen som respekteret forfatter og medie-darling, blev i går – endnu en gang – stemplet som en simpel voldsforbryder. Og videre …Men var Jønke rystet, så var hans forsvarer om muligt endnu mere rundt på gulvet. Sludder og vrøvl. Vel var vi rystet over dommens længde, men vi havde været godt forberedt på at det kunne gå galt og det var jo ikke jordens undergang. …I en ti minutter lang enetale havde han forsøgt at overbevise dommerne om sin uskyld og poetisk omtalt sig selv som ”denne verdens mest ærlige mand”, fortsatte journalisten. …I stedet valgte de at fæste lid til de fem skrækslagne vidner, som havde set Jønke sparke og trampe den livløse Flemming Jensen adskillige gange i hovedet, mens han lå stærkt blødende – med maven sprættet op – på natklubben Robin i Jomfru Ane Gade i Aalborg.

Ligesom flere andre aviser havde B.T. taget mine ord om at vidnerne var gakgak, ilde op. Jeg havde udtalt, at flere af dem var modne til indlæggelse og endvidere, at flere af dem var psykiatriske tilfælde. Det var naturligvis sagt i vrede, men ikke desto mindre noget jeg til enhver tid ville være parat til at stå ved i en retssal. Med det hav af vanvittige og skiftende forklaringer, rystende og usammenhængende optræden i retten, talrige lægeerklæringer og historier om hvor svært det havde været at sove i månedsvis, var det ikke skudt helt ved siden af, hvad jeg havde sagt. Oven i vidste jeg med hundrede procents sikkerhed, hvem de havde ”sat mit ansigt på” og i det lå der netop handlinger, som havde med den menneskelige underbevidsthed og psykisk ubalance at gøre, hvad enten man så valgte at kalde det frygt, beruselse, forvirring, eller nærmere omstændigheder! Selvfølgelig var der rimelige grunde til at vidnerne havde haft det dårligt, men ikke desto mindre var der alligevel tale om mennesker der var psykisk ude af balance. Mennesker der med deres opførsel og vidneudsagn havde sendt mig i fængsel i fire år for noget jeg ikke havde gjort. Og hvad værre var; de havde fået mig dømt for noget jeg aldrig ville have gjort, nemlig at sparke og trampe en forsvarsløs og døende mand. Jeg havde al mulig grund til at være vred på de vidner. Om jeg var bitter? Nej, dertil var mit sind alt for lyst og livet for skønt.

Også Politiken beskæftigede sig med mine udtalelser om vidnerne. Affekt – ikke trusler. Flere af vidnerne er psykiatriske tilfælde. Jeg håber at dommere og vidner sover dårligt i nat. Jørn Jønke Nielsens udtalelser efter dommen på fire års fængsel blev af nogle opfattet som trusler. Men det afviser professor i strafferet Gorm Toftegaard Nielsen: Der er en bundgrænse for, hvad man kan kalde trusler, selv for folk fra hårde kriminelle miljøer. Han siger jo ikke at han har nogle store brede venner eller sådan noget. Det er, så vidt jeg kan se, sagt i affekt fordi han mener at der er begået en uret imod ham. Det er snarere i retning af injurier, men lige efter en dom skal der være en vis margen og en vis tolerance til, at den dømte kan sige, at dommerne ikke er de mest begavede. En injuriesag havde været velkommen. Den ville have givet os lejlighed til at gennemgå alle de psykiske aspekter i sagen, herunder blandt andet vidnepsykologi og ubegrundet frygt.  

Politiken, der om nogen avis i Danmark, ønskede at stå som retsstatens garant, og for den tolerante og indsigtsfulde journalistik, kammede fuldstændig over. I en leder der fulgte op på historien om at jeg havde fået fire års fængsel, blev der ligefrem opfordret til, at rockerbanderne skulle forbydes. DEN GODE nyhed er, at morderen og voldsmanden, der er kendt som Jønke, skal i fængsel. Igen. Den dårlige er, at det voldelige og kriminelle stammefællesskab, han er medlem af, fortsat udgør et uacceptabelt problem i dagens Danmark. Jørn ”Jønke” Nielsens forsyndelse i denne omgang er, at han sammen med en knivstikker har afstedkommet en mands død ved at have sparket og trampet på vedkommendes hoved. Både den afstumpede forbrydelse og vidners frygt for at udtale sig om den er desværre et typisk eksempel på den måde, rygmærkefolket fører sig frem på. Et god nyhed ligefrem? For nogen ja. Men et stort problem for samfundet? Næppe. Der var tale om et værtshusslagsmål som havde udviklet sig alvorligt, og den efterfølgende store opmærksomhed havde nærmest formået at skjule, at ingen almindelige borgere var kommet til skade. Det var derimod ”en mand” – som avisen betegnede afdøde - som konsekvent gik i byen for at overfalde folk og hvad alle der kendte til ham vidste, var ualmindelig brutal over for sine omgivelser. Det var ingen uskyldighed der var kommet af dage, men derimod en 100 kilo tung slagmaskine, pumpet op på hormoner og fuld af alkohol og sprut. Hvad angik min andel i ”forbrydelsen”, så kunne/kan jeg ikke gøre meget mere end at lave denne hjemmeside om sagen, for jeg er dømt. Dømt som en følge af forklaringer fra vidner, som for nogles vedkommende ganske rigtigt var under indflydelse af frygt, men ikke en reel frygt der var en følge af mine eller andre af ”rygmærkefolkets” handlinger, men derimod som et direkte resultat af uansvarlige politifolk og avisredaktørers angstfremkaldende smædekampagner. 

Og når vi nu er ved selve den ”forbryderiske” handling. I pressen og i retten var hændelsen vedvarende blevet fremstillet som værende barbarisk og et udslag af ond rockerterror. Udført af kolde og kyniske kriminelle, og hvad der ellers var fundet frem af grimme beskrivelser, fra såvel mediesproget som fra det juridiske system. Sandheden er dog en noget anden hvis man kigger på de kendsgerninger, som fremgår af selve hændelsen, videoen og sagens forløb. Flemming Jensen havde været oppe at slås med K to uger forinden. De kunne ikke lide hinanden, men K opsøgte ikke Flemming Jensen. Derimod ledte Flemming Jensen efter K, fordi han ville smadre ham! Da han ankom til Jomfru Ane Gade i beruset tilstand og hørte at K var i byen, meddelte han sine omgivelse at han ville finde ham og ødelægge ham. Er der nogen der skal med ned og smadre K, var hans eksakte ord på det diskotek han befandt sig på lige inden det gik løs. To mand gik med ham, begge overlevede. Men helt ærlig; hvis man render byen rundt og leder efter et prøvemedlem fra Hells Angels for at overfalde ham, så er man ikke blot bomstærk, så er man også dum! Ingen i vores selskab vidste at han ville dukke op. Det hele gik bare lige pludselig stærkt og helt amok. Ligesom vidnerne heller ikke nåede at se og opfatte det hele, så gjorde de der deltog i såvel håndgemæng som slagsmål det heller ikke. K var ikke en kynisk drabsmand der havde tid til at tænke over hvad der skulle ske. Han trak sin kniv som refleks på at han umotiveret blev slået i gulvet. Det kan virke meget voldsomt og det var det da også, men husk på at der var tale om en både stærk og dygtig slagsbror, en mand som nu havde rodet sig ud i håndgemæng med blandt andet mig og Peter. To mennesker som K personligt må siges at have haft en overordentlig positiv indstilling til. På trods af mere modstand end han havde forventet og på trods af de første stik han fik, så fortsatte Flemming Jensen sit angreb og det døde han af. Så enkelt er det. Hvad angår de sparkende og trampende personer omkring ham, så anede de lige så lidt som alle andre, at Flemming Jensen var blevet stukket med kniv. Ingen så jo kniven. Der var mørkt, de fleste var fulde og så gik det stærkt. Det har selvfølgelig taget nogle sekunder at opfatte, at den bomstærke mand der kort forinden var gået bersærk var færdig og døende. Der var således ikke tale om, at nogen, hvad enten man er overbevist om at det var mig eller andre, hoppede rundt på en døende mands ansigt, men derimod en farlig angriber der skulle pacificeres hurtigst muligt.

Det var tyndt med turister i Blokhus og bortset fra få lokale, der måtte kede sig bravt på denne årstid, så havde vi det hele for os selv. Sommeren lakkede mod enden og allerede på anden dagen efter dommen var det for koldt at bade. I stedet tog vi ind til Aalborg, shoppede lidt omkring, besøgte venner og brødre. Om aftenen tog vi en lille tur rundt i det nærmest øde Blokhus. På restaurant  og i forlystelsescenter hvor vi havde alle spillemaskinerne for os selv. Preben Stuer Lauridsen havde forfattet et indlæg til Politiken hvori han gik i rette med flere forskellige aspekter i den netop overståede sag. Han beskrev hvordan retten havde valgt at lave en overfladisk analyse af hvordan den havde vægtet beviserne, så jeg og andre dårligt kunne forstå dommen. Hvordan retten havde valgt at se bort fra, de for vidnerne så vanskelige forhold, der havde været på diskotek Robin den nat. Og hvordan de vidner der støttede min forklaring var blevet kasseret, fordi de ikke havde set alt. Advokaten undrede sig også over, at videoen ikke havde haft landsrettens interesse. Af netop videoen fremgik det, at anklagerens hovedvidne ikke havde kunnet se noget fra hvor hun stod. Dagbladet Politiken, der ellers havde beskæftiget sig indgående med min rolle i sagen, i såvel artikler som på avisens lederplads, ville ikke trykke artiklen hvis den handlede om mig. Avisen oplyste advokaten om, at de meget gerne ville bringe et indlæg, hvis det  i stedet omhandlede generelle og principielle problematikker omkring landsretternes behandling og afgørelser af sager. 

Lørdag aften var der stor fest i Aalborgs klubhus. Anledningen var en af mine HA-brødres løsladelse og der kom brødre, familie og venner fra hele landet. Vi var selvfølgelig med og festede med en hel masse vi kendte og endnu flere vi ikke kendte. Alle havde selvfølgelig en mening om min sag, men jeg var mere interesseret i at slå mig løs. Ikke så få af gæsterne forsøgte for sjov, at lokke mig med i Jomfru Ane Gade, men jeg takkede pænt nej. Min kammerat og jeg drillede til gengæld den bror der havde inviteret mig til Aalborg året før for at jeg kunne lave det famøse interview. En stille og rolig fyr som klukkede dybt nede fra maven, hver gang vi konstaterede at ingen af os turde tage imod en invitation fra ham igen. Skæbnen var en underlig størrelse. Fire års fængsel for at tage på arbejdsweekend i Aalborg!. Et par hurtige quicksteps og en flirt ved et af bordene blev det til, men ellers holdt jeg mig til at feste stille og roligt. Jeg fik en længere snak med min HA-bror, som netop var blevet løsladt efter seks års fængsel. En ud og en ind. Vi skålede på det, og at det i det mindste var en lokumsdom jeg skulle ind og sidde. 

Tilbage i København, og så var det tid til at gøre sig sine forberedelser. Advokaten havde travlt med at skrive en foreløbig ansøgning om tredjeinstans-bevilling. Den skulle afleveres inden fjorten dage efter dom. Jeg havde nok at se til, ikke mindst med den nye bog jeg skulle have ud. Forlæggeren var på nakken af mig som sædvanlig. Nu skule det være og Arresten skulle helst udkomme inden jul. Jeg redigerede og læste korrektur, mens jeg selvfølgelig også havde en kommende deadline på Scanbike. Midt i det hele havde min storebror og min datter fødselsdag og jeg skulle ud og finde en ny advokat til Højesteret, idet Preben ikke havde møderet for denne retsinstans. Der var masser af andre gøremål og jeg besluttede mig for at søge udsættelse på afsoningen. Indkaldelsen var endnu ikke kommet, men efter flere år med voldspakker ville den komme inden for kort tid. Ifølge den tidligere regering, som havde været hårdt presset af den nye borgerlige regering, så skulle især voldsdømte hurtigt ind og brumme. Det gjaldt i høj grad mig som slæbte rundt på en fire års dom. Det hjalp heller ikke på sagen, at H. A. Møller fra de konservative sad og flæbede over at jeg ikke var blevet fængslet med det samme.

 Dokument:

Preben Stuer Lauridsen

Advokat, Dr. Jur.

Wien, Østrig

Fax. nr. xxxxxxxxxxxx

Procesbevillingsnævnet

Frederiksholms Kanal 6

DK-1220  København K

 

Telefax

 

Den 23. september 2002

 

FORELØBIG ANSØGNING OM TREDJEINSTANS-BEVILLING. 

Ved dom afsagt den 5. April 2001 af Aalborg Byrets 9. Afd. i sag SS nr. 9.00827/02 blev Jørn Jønke Nielsen, cpr. nr. 050660-XXXX, Ægirsgade 20, 4. sal, 2200  København N, frifundet for anklagemyndighedens tiltale efter strfl. § 245, stk. 1., jfr. § 247, stk. 1. 

Jønke Nielsen var tiltalt for at have tildelt en Flemming Jensen et knytnæveslag i ansigtet samt efterfølgende adskillige gange at havde sparket og trampet den liggende Flemming Jensen i hovedet og på kroppen.

Byretsdommen vedlægges.

Anklagemyndigheden indbragte dommen for Vestre Landsret, og ved Vestre Landsrets ankedom af 18. september 2002 blev Jønke Nielsen i 6. Afd. sag S-1272-02 dømt efter tiltalen, der nu alene omfattede de omtalte spark og tramp. Ved dommen idømtes Jønke Nielsen efter strfl. § 40, stk. 1., jfr. § 61, stk. 2. en fællesstraf omfattende tillige en reststraf efter Jønke Nielsens prøveløsladelse den 1. Juli 1998.

Ved domsafsigelsen den 18. september fik pressen og sagens parter udleveret landsrettens præmisser. Disse præmisser vedlægges.

Det er – kort udtrykt – domfældtes opfattelse, at den idømte straf, bl.a. under hensyn til, at der er hengået mere end 15 år mellem det forhold, domfældte nu er dømt for, og det tidspunkt, hvor domfældte begik det forhold, for hvilket han blev dømt i Østre Landsret den 18. August 1988, står i åbenbart misforhold til den begåede brøde. Det er ligeledes domfældtes opfattelse, at det under hensyn til præmisserne anvendte upræcise udtryk (”...muligt var blod på bukserne. ...mange af de vidner, …stort set ingen af disse vidner, ...flere af vidnerne, ...mere eller mindre klart, ...flere af vidnerne”) ikke er muligt i de af Vestre Landsret afgivne præmisser at se, hvad der som bevis er lagt til grund for afgørelsen.

Under hensyn hertil søger jeg som forsvarer for domfældte om tredjeinstansbevilling efter rpl. § 966, stk. 1. Da Vestre Landsrets 6. Afd. imidlertid har oplyst, at dommen først kan foreligge i sidste halvdel af indeværende uge, hvorefter den med post skal sendes til mig i Wien, er det ikke muligt på nuværende tidspunkt af indsende den endelige ansøgning.

Jeg skal derfor tillade mig at ansøge om, at der gives mig en kortere frist til den 15. oktober med indsendelse af den endelige ansøgning.

 

Med venlig hilsen

 

Preben Stuer Lauridsen

 

 

September sluttede og det var som om alting skulle ordnes på en gang. Den sidste korrektur på bogen. Interviews med blade og aviser. Et enkelt foredrag fik jeg også klemt ind, og vigtigst af alt; mine kære. Forældrene havde taget det pænt, men det var heller ikke første gang at de havde oplevet at jeg skulle i fængsel. Min far var en smule bitter over at jeg skulle ind og sidde for noget jeg ikke havde gjort, men jeg kendte jo turen. Stedmoren var som altid positiv: Det klarer du jo nok Jørn, vi kommer og besøger dig. Min mor var ked af det, som enhver god mor ville være. Min stedfar anlagde en mere politisk synsvinkel på sagen. Han var borgerlig og var ikke i tvivl om, at den (hans) nye regering havde formået at udnytte chancen til at få buret ”overvoldsmanden” inde. Da du gik i byen, stak du hovedet op over skyttegravs-kanten og bang! Der fik vi dig. Den sad lige i panden, sagde han. Han var altid lige på og fræk. Politisk befandt vi os lige så langt fra hinanden som Gandhi og Nixon, men jeg kunne lide ham og respekterede ham for hans ærlighed. I Canada havde jeg heldigvis min ekskæreste, som tog sig godt af børnene og kunne forklare dem hvad der var sket. De ville ikke mærke nogen forandring i deres dagligdag. Far boede i Danmark og var alligevel aldrig hjemme. Det endelige domsudskrift dumpede ind gennem brevsprækken. Noget mere detaljeret end rettens tidligere bemærkninger, og med stor vægt lagt på politifolkenes forklaringer.

  

Dokument:

Statsadvokaten i Aalborg

Nyhavnsgade 9

9000        Aalborg

 J. nr. SA4-2001-6250-0038

 

 

 

 

UDSKRIFT

 

af

 

DOMSBOGEN FOR VENSTRE LANDSRET

 D O M

 

 

afsagt den 18. september 2002 af Venstre Landsrets 6. afdeling  (dommerne Eva Staal, Kurt Rasmussen og Henrik Twilhøj (kst.) med domsmænd) i ankesag S-1272-02

 

 

Anklagemyndigheden

mod

Jørn Jønke Nielsen

født den 5. juni 1960

 

  

Retten i Aalborg, 9. afdeling, har den 5. april 2002 afsagt dom i 1. instans (SS 9.00827/02).

 

 

Anklagemyndigheden har påstået dom i overensstemmelse med tiltalen i 1. instans (byretten red.), dog således at den del af tiltalen, der vedrører ”at have tildelt Flemming Jensen et knytnæveslag i ansigtet samt efterfølgende” udgår og erstattes med ”ved”.

 

Tiltalte har påstået stadfæstelse.

 

For det tilfælde, at landsretten finder tiltalte skyldig, har tiltalte nedlagt påstand om, at forholdet alene henføres under straffelovens § 244, at forholdet ikke omfattes af straffelovens § 247, stk. 1, at der ikke udmåles en fællesstraf omfattende reststraffen efter prøveløsladelsen den 1, juli 1998 og endelig, at der maksimalt udmåles en fællestraf omfattende en reststraf på 255 dage.

 

Tiltalte er ved Højesterets dom af 11. januar 1979 idømt en fællesstraf på fængsel i 2 år og 6 måneder for to tilfælde af legemsbeskadigelse efter straffelovens § 245, jf. § 244.

 

Ved Gentofte Kriminalrets dom af 3. juni 1981 er tiltalte idømt en fællesstraf på fængsel i 1 år og 6 måneder for blandt andet vold, ulovlig tvang og trusler efter straffelovens § 244, 260 og 266.

 

Ved Københavns Byrets dom af 10. november 1981 er tiltalte idømt en tillægsstraf på fængsel i 4 måneder for overtrædelse af straffelovens § 134 a, og forsøg på overfald af særlig farlig, rå eller brutal karakter, jf. straffelovens § 244.

 

Ved Odense Rets dom af 9. februar 1982 er tiltalte idømt en tillægsstraf på fængsel i 3 måneder for vold af særlig farlig, rå og brutal karakter, jf. straffelovens § 244.

 

Endelig er tiltalte ved højesterets dom af 9. maj 1989 idømt en fællesstraf, der tillige omfatter ovennævnte reststraf på 255 dage, på fængsel i 16 år for manddrab efter straffelovens § 237.

 

Tiltalte blev herefter den 1. juli 1998 prøveløsladt med en reststraf på 2.078 dage med en prøvetid til den 1. juli 2003.

 

Tiltalte og vidnerne L. P., L. C., S. J., B. J., L. P., R. O., N. C., L. H., kriminalbetjent Niels S., kriminalbetjent Gitte K., Dorte H., Jesper K, Peter L. og lektor Ingrid K. har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

 

For landsretten har der endvidere været afgivet forklaring af R. M.

 

Tiltalte har supplerende forklaret, at han stod ved bar 1. Han var placeret ca. en meter fra Flemming Jensen, da Flemming Jensen slog Jesper K. Da han tog fat i Flemming Jensen, forsøgte han i 5-10 sekunder at holde denne fast, og han havde i den forbindelse selv fat i baren med den ene hånd. Herefter røg de ca. 1½ meter hen langs baren mod indgangen, og han blev viklet ind i Flemming Jensen og muligt i klumpen af personer omkring ham. Da han var kommet fri lukkede kredsen sig om Flemming Jensen, og han stod udenfor kredsen. Under det videre slagsmål stod han ved baren og nærmest lænede sig op af denne. Det er muligt, at han i den forbindelse stod halvt på en barstol. Han så på slagsmålet, og han stoppede en pige, der ville blande sig, da han ville undgå, at hun skulle komme til skade. Der er ofte hysteri omkring hans person, da han er kendt fra medierne, og han ønskede derfor at undgå at blive indblandet. Han er forundret over, at flere af vidnerne har forklaret, at han skulle have udøvet vold mod Flemming Jensen, ”men det må være fordi, han er den person, som han er”. Da han blev afhørt ved grundlovsforhøret den 12. august 2001, forklarede han ikke detaljeret om, at han havde været i nærheden af Flemming Jensen, og herunder at han havde fået sin fod ind under Flemming Jensens ben. Det skyldes blandt andet, at der var tale om en meget kort episode, hvor han fik sin fod i klemme. Han var halvfuld og havde tømmermænd, da han var i grundlovsforhør. Det var i øvrigt på hans eget initiativ, at han ca. 3 måneder senere afgav en mere detaljeret forklaring i retten. Af princip afgiver han aldrig forklaring til politiet, da han har dårlige erfaringer hermed. Da politiet blev ved med at ville afhøre ham, valgte han derfor at svare på supplerende spørgsmål ved en fristforlængelse i retten. Han kan som følge heraf vedstå både den forklaring, han afgav ved grundlovsforhøret, og den forklaring han afgav ved retsmødet den 20. november 2001, da der ikke er nogen uoverensstemmelser mellem de to forklaringer. Han havde ikke været i bad efter episoden og før anholdelsen. Han havde alene skiftet tøj. Han kom først i bad eftermiddagen derpå, og han fik oplyst af politiet, at han ikke måtte vaske sine hænder. Politiet gik således med ham på toilettet for at kontrollere dette. Den pågældende aften havde han skrevet 5-6 autografer, og han kan også huske, at han før episoden gav sin autograf til et af vidnerne i denne sag. Han har aldrig modtaget socialhjælp. Han lever af at holde foredrag og skrive bøger. Han har haft sin lejlighed i 6 år. Han har gode familiemæssige forhold, og han har 2 døtre i Canada.

 

L. P. har supplerende forklaret, at han ikke længere arbejder på Robin. Der var først tumult mellem bar 1 og diskoteket, og senere opstod der tumult ud for bar 2. De havde ”rygende travlt, og det var en rigtig god aften – indtil slagsmålet”. Det kan godt passe, at der maksimalt må være 140 personer, og at ”der var, hvad der måtte være.” Det er ikke hans indtryk, at gæsterne var specielt opmærksomme på tiltaltes tilstedeværelse. Det sker ofte, at der kommer kendte personer på Robin.

 

L. C. har supplerende forklaret, at hun sad ved bordet længst væk fra bar 1, da der opstod tumult. Hun kunne ikke se, hvem der sloges. Det var politiet, der efterfølgende opsøgte hende for at få en forklaring fra hende. Hun underskrev forklaringen, efter at den blev læst op. Hun læste ikke selv forklaringen, da hun ikke havde sine læsebriller med. Hun har ikke udtalt sig til politiet om, at hun så tiltalte sparke. Hun er helt sikker på, at hun ikke har udtalt sig om tiltalte, da det var umuligt at se noget fra det sted, hvor hun sad. Der var fyldt i lokalet, men hun kan ikke sige, hvor mange der var mellem hende og tumulten. Hun har ikke forklaret til politiet den 14. september 2001, at hun var bange for tiltalte, og at hun ikke ønskede at afgive forklaring i retten.

 

S. J. har supplerende forklaret, at hun stod ved bar 1 ud for barstol 2 set fra indgangen. Tiltalte stod ca. 2 meter fra vidnet. Hun har anmodet om, at retsmødet skulle afholdes for lukkede døre, da hun er bange for repressalier fra rockernes side. Hun blev om natten den 12. august 2001 afhørt i ca. 1½ time hos politiet. Allerede da vidnet og hendes mand kørte fra politiet, tænkte hun over, at det var problematisk, at hun havde forklaret som sket. Hun har ved flere lejligheder givet udtryk for, at hun er bange, og at hun ønskede at være anonym. Hun kan ikke huske, om hun gav udtryk for dette allerede ved den første afhøring hos politiet. Hun vil ikke afvise, at hun har forklaret som beskrevet i politirapporten fra 12. august 2001, herunder at hun ”så Jønke stod og sparkede på nu afdøde mens afdøde lå på gulvet. Jønke sparkede direkte oven i hovedet på nu afdøde, han løftede sin fod og trampede ned oven i hovedet på nu afdøde som om han skulle have en sidste hilsen” Hun kan bare ikke huske noget om det i dag, da hun har forsøgt og fortrænge alt fra den aften. Hun har således også i den forbindelse blandt andet deltaget i en selvhjælpsgruppe. Hun vil gerne kunne huske igen fra episoden, men det er ikke muligt at bringe noget frem. Hun kan endvidere vedstå den forklaring, som hun afgav i retten den 10. oktober 2001, herunder om, at ”hun siden episoden har været stærkt psykisk påvirket af denne, hvilket har haft til følge, at hun i dag har en ringe hukommelse... ” Gæsterne blev holdt tilbage på Robin af politiet, og der var en almindelig snak om, at nu gjaldt det om at ”holde kæft”. Der var vist også snak om, at det var tiltalte, der havde medvirket. Det, der står klarest for hende i dag er, at Flemming Jensen lå på gulvet og var død. Hun vil ikke afvise, at hun efter afhøringen hos politiet om natten sagde til B., at nu havde han vel ikke sagt noget. Hun kan bare ikke huske det i dag. Hun havde i løbet af aftenen fået vin og to store fadøl. 

 

B. J. har supplerende forklaret, at han stod i bar 1 oprindelig ud for barstol 2 set fra indgangen. Da rockerne kom ind, blev han anmodet om at flytte sig, og han gik hen til barstol 1. Der var mange gæster på Robin. Han var lettere beruset og havde vel fået 10-12 øl i løbet af aftenen. Efter først at have afgivet forklaring til politiet, blev han nervøs. Han var blandt andet bange for rockerne. Det var også meget ubehageligt og se afdøde ligge på gulvet. Han kan ikke huske meget fra den første afhøring hos politiet tidligt om morgenen den 12. august 2001. Han har derfor ikke i dag erindring om, hvad han dengang sagde til politiet. I dag kan han derfor alene med sikkerhed sige, at de var flere, der sparkede manden, der lå ned. Han vil imidlertid ikke afvise, at han har forklaret som gengivet i politirapporten fra den 12. august 2001, herunder at han har afgivet det signalement af personen A, der er beskrevet på side 2 i rapporten. Han vil heller ikke afvise, at han dengang forklarede til politiet som beskrevet samme side i rapporten, hvorefter ”Vidnet var dybt chokeret over, at Jønke sparkede til A, Jønke sparkede A flere gange i hovedet. Vidnet kunne ikke oplyse nærmere om antal. A´s hoved befandt sig ud for Jønkes ben. Vidnet var næsten 100% sikker på, at det kun var i hovedet at Jønke sparkede A.” Samme dag rettede han henvendelse til politiet, særligt fordi han havde underskrevet rapporten, og fordi han var blevet nervøs, da det var en sag, hvor der var involveret rockere. Det hele stod på dette tidspunkt i en tåge. Det kan godt passe, at det allerede var ca. 1½ time senere, at han forsøgte at trække sin forklaring tilbage. Han kan ikke huske, hvornår han underskrev rapporten af 12. august 2001, men det er hans underskrift. Foreholdt den forklaring, som kriminalassistent Torben A. afgav i retten den 2. april 2002, hvorefter vidnets ægtefælle skulle have sagt, ”at han nu vel ikke havde sagt noget til politiet”, kan han ikke i dag huske, at hun skulle have sagt sådan til ham. Han mener, at han overfor politiet på et tidspunkt har givet udtryk for bekymring for sin ægtefælle og børn. Han har dog ikke været udsat for nogen kontakt fra rockerne. Angsten kommer muligvis fra medierne. Han kan ikke i dag huske, at han – som gengivet side 1 i rapporten fra den 12. august 2001 – skulle have sagt, ” at Jønke sendte vidnet nogle onde øjne”. Det er normalt ikke et udtryk, som han benytter. Det, der i dag står skarpest for ham er, at der blev sparket, og at hans ægtefælle sad ved den døde mand.

 

R. O. har supplerende forklaret, at han ikke bryder sig om at afgive forklaring, da han frygter, hvad der kan ske med ham, hvis han afgiver forklaring. Der er ikke indtil nu nogen, der har henvendt sig til ham. Han så tiltalte lave trampebevægelser ned i gulvet. han kunne ikke se, om tiltalte ramte hovedet eller kroppen. Tiltalte så ikke ud til at have besvær med at lave denne bevægelse. Herefter vendte tiltalte sig om mod baren. Han kunne ikke se Flemming Jensen for de øvrige gæster. Tiltalte trampede der, hvor Flemming Jensen lå. Foreholdt den forklaring, der er afgivet af vidnet i retten den 2. april 2002, gengivet i retsbogen side 3 nederst, hvorefter ”Han kunne ikke se, hvad der foregik i gulvhøjde”, bekræfter han denne forklaring. Foreholdt den forklaring, der er afgivet af vidnet i retten den 10. oktober 2001, gengivet i retsbogen side 6, om at han var bange, forklarede vidnet, at han frygter tiltalte som repræsentant for rockerne. Det er således ikke tiltalte personligt, som han er bange for, men mere dem, der er under ham. Foreholdt side 3, 3. linie, i politirapport af 20. september 2001, hvorefter ”Jønke stod ud for forurettedes bryst og ansigt”, forklarede vidnet, at ” det var det, han så”. Der var også andre, der slog og sparkede, men det skete efterfølgende. Han kan ikke huske, om tiltalte sparkede med højre eller venstre fod. Han kunne heller ikke se, om tiltalte trampede eller bare trak benet fri. Forevist videoen forklarede vidnet, at han stod ved enden af ståbaren tættest ved udgangen. Foreholdt side 2, 4 linier fra neden, i politirapport af 20. september 2001, hvorefter han fik ”frit udsyn til hvad der skete”, kan han bekræfte dette. Han havde ikke udsyn i gulvhøjde – men i øvrigt et frit udsyn.

 

N. C. har supplerende forklaret, at der pludselig skete så meget. En person blev revet ned bagfra, og nogle personer omkring ham sparkede, mens han lå ned. Personen lå med hovedet ind mod stensætningen ved baren og benene væk fra baren. Det så ud som om tiltalte trampede i gulvet. Hun kunne ikke se tiltaltes ben, og derfor kan hun ikke med sikkerhed sige, at tiltalte ramte den liggende person i hovedet. Hun har ikke over for politiet fortalt dette, da hun var bange for repressalier fra tiltalte og kredsen omkring ham. Hun har drøftet sagen med sin kæreste, R, men hendes forklaring er ikke afstemt med hans forklaring. Hun giver udtryk for, hvad hun selv så den pågældende aften. Hun stod samme sted under hele episoden. Tiltalte stod mellem barstol 1 og 2, og Flemming Jensen lå lige foran. Der hvor hun så tiltalte trampe, svarer til det sted, hvor Flemming Jensens hoved lå. Hun kan bekræfte, at hun inden episoden bad om tiltaltes autograf, da han var en kendt person. Ved afhøringen hos politiet den 12. august 2001 forklarede hun ikke, at hun var bange for tiltalte eller rockerne, ligesom hun ikke forklarede, at tiltalte skulle have udøvet vold. Hun kan endvidere bekræfte, at hun ved afhøringen hos politiet den 3. september 2001 havde en bekendt, der er politiassistent, med som bisidder. Han var vist med, da hun godkendte sin tidligere forklaring, men hun mener, at han i øvrigt sad udenfor, da hun efterfølgende afgav forklaring. Hun kan bekræfte, at hun til politiet den 3. september 2001 forklarede, at hun ikke så tiltalte gøre noget, og at hun underskrev denne rapport. Det, som hun i dag har forklaret for landsretten, har hun holdt for sig selv, fordi hun var bange. Hun har heller ikke betroet sig til politiassistent Erik C., om at hun havde set tiltalte trampe. Foreholdt den forklaring, der er afgivet af vidnet i retten den 22. marts 2002, gengivet i retsbogen side 6 øverst, hvorefter hun har forklaret, at tiltalte muligt gjorde bevægelserne med benene, ”for at komme fri af den pågældende person”, har vidnet vedstået denne forklaring.

 

L. H. har supplerende forklaret, at hun den pågældende nat stod ved bar 1 – formentlig lidt til venstre. Der var mange mennesker, men der var ikke proppet. Hun så, at der var nogen, der begyndte at slås. Den ene havde en hvid trøje på. Da hun syntes, at det så meget voldsomt ud, henvendte hun sig til en af mændene, og bad ham om at holde op. Hun kan bekræfte, at det var  Wester. Hun kan endvidere bekræfte sine tidligere afgivne forklaringer om, at hun ikke så tiltalte slås eller i øvrigt deltage i slagsmålet. Hun har gået til psykolog på grund af episoden. Hun havde det fint nok med at afgive forklaring til politiet. Da hun er meget kendt i byen, har hun dog helst været fri for at blive afhørt og involveret i denne sag.

 

Kriminalassistent Christian A. har supplerende forklaret, at han har været kriminalassistent siden 1993, og at han har været i politiet siden 1983. S. J. bad ved afhøringen den 12. august 2001 om anonymitet, da det var en sag, hvor rockere var involveret. Han sagde til hende, at han ikke kunne garantere hende anonymitet i retten. Hun ønskede dog stadig at afgive forklaring, da hun var forarget over det passerede. Først afgav hun forklaring, hvor han noterede stikord, og derefter skrev han forklaringen ned i samarbejde med hende. Det var hendes forklaring, og han lagde ikke ordene i munden på hende. Han kan særligt huske forklaringen gengivet side 4, midt for, hvorefter Flemming Jensen ”skulle have en sidste hilsen”. Det var S. J. i særlig grad forarget over, ligesom han også ordret skrev bemærkningen ned om, at tiltalte forsvandt smilende. Hun ville have sin forklaring læst op, hvilket hun fik, men hun ønskede ikke at underskrive, da hun ville forblive anonym. Han skrev det ned, som S. J. forklarede om sit alkoholforbrug i løbet af aftenen.

 

Kriminalassistent Torben A. har supplerende forklaret, at B. J. var nervøs og lettere rystet over det, der var sket. Herudover gav han ikke udtryk for at være nervøs ved at afgive forklaring, og det var først senere, da han ringede og ville trække sin forklaring tilbage, at han virkede mere nervøs. Han skønnede ham derfor egnet til at afgive forklaring, ligesom han skønnede, at B. J. ikke var fuld. Han gjorde ham ”bekendt med sin vidnepligt”. Det er en bemærkning, som han sædvanligvis skriver i sine rapporter, og bemærkningen henviser til vidners pligt til at udtale sig i retten. Fra afhøringen kan han blandt andet huske, at B. J. forklarede, at tiltalte flere gange havde sparket Flemming Jensen i hovedet. Han sagde endvidere, at han ikke kunne huske, hvad der skete herefter, idet han var meget rystet, chokeret og bange. B. J. fik efterfølgende lejlighed til at læse sin forklaring igennem på skærmen. Da han havde godkendt den, underskrev vidnet rapporten, hvorefter B. J. underskrev denne. Han kan ikke huske, om han gjorde B. J. opmærksom på, at han ikke havde pligt til at underskrive politirapporten. Det er korrekt, som beskrevet side 3 i rapporten, at de blev enige om, at B. J. senere skulle afgive yderligere en forklaring, fordi B. J. var noget chokeret. Bemærkningen nederst samme side, om at han ”ikke turde stå ved sin forklaring og underskrift” og at han ” ønskede at trække sin forklaring tilbage”, blev indføjet efter B. J. havde underskrevet rapporten. Det er en fejl, når der i retsbogen for den 2. april 2002, står, at, B. J. ringede efter 1-1½ times forløb. Det var rettelig 23 minutter senere. Vidnet kan endelig bekræfte, at B. J. gav det signalement af A, der er beskrevet side 2 i rapporten. Han er ikke bekendt med S. J’s forklaringer. Da han efter afhøringen af B. J. fulgte ham ud, hørte han S. J. sige, ”nu har du vel for fanden ikke fortalt politiet noget”. Vidnet opfattede det på den måde, at hun var bange for, at han havde fortalt noget, som kunne belaste dem.

 

Kriminalassistent Niels S. har supplerende forklaret, at N. C. var rystet og bange. Hun havde set noget, som hun helst ville have undgået. Han kan bekræfte, at hun ved afhøringen den 3. september 2001 havde en bisidder med, og at denne bisidder også – så vidt han husker – var med under afhøringen, samt ved konfrontationen.

 

Kriminalassistent Gitte K. har supplerende forklaret, at N. C. havde et lille barn med sig under afhøringen. Vidnet genafhørte hende senere, hvor det var utrolig svært at få hende til at sige noget om, hvad der var sket. Der var forskel mellem den oprindelige og den senere forklaring, hvorefter N. C. ikke havde set noget overhovedet. Hun oplyste, at hun havde fortrængt det, fordi det var ubehageligt. Hun oplyste endvidere, at hun havde snakket med nogen venner om, at det ville være en dårlig idé at afgive forklaring i retten. L. C. ville oprindelig gerne forklare om, hvad hun havde set, og hun virkede meget ærlig og troværdig. Rapporten af 10. september 2001 blev udarbejdet efter L. C. s henvendelse til politiet, som ikke på forhånd havde haft kontakt med hende. L. C. syntes, at det var strengt, hvad der var sket, og hun ville derfor gerne afgive forklaring. Vidnet kan bekræfte, at L. C. ved denne lejlighed forklarede, at tiltalte stod ved personens ansigt og sparkede. Vidnet kan ikke huske, om L. C. sagde, at hun ikke havde sine læsebriller med. Vidnet gjorde hende i øvrigt opmærksom på, at hun ikke behøvede at underskrive rapporten.

 

D. H. har supplerende forklaret, at hun kan vedstå den forklaring, som hun afgav i retten den 22. marts 2002, ligesom hun kan vedstå den forklaring, der fremgår af politirapporten af 1. september 2001. Hun har således under hele forløbet afgivet den samme forklaring. Hun havde ikke nemt ved at se noget, da hun er meget mindre end de fleste, ligesom der stod en del gæster mellem hende og de personer, der sloges. Hun mener ikke, at der skete noget, efter Flemming Jensen gled ned på gulvet. Hun mener , at tiltalte stod i baren, eller at han sad på en høj barstol. Hun har ikke set, at tiltalte – som han selv har forklaret – tog fat i Flemming Jensen, og holdt ham fast ved baren.

 

Jesper K. har supplerende forklaret, at han nu er blevet medlem af Hells Angels. Han var før episoden den 12. august 2001 prospect (prøvemedlem red.). Efter han havde stukket Flemming Jensen med kniven, gik han straks fra Robin. Han så Flemming Jensen synke sammen, og han så ikke andre øve vold mod ham. Han havde tidligere været i slagsmål med Flemming Jensen, og han havde haft svært ved at klare ham. De gik alle efterfølgende til den internationale klub. Han tror ikke, at de andre på dette tidspunkt var klar over, at han havde stukket Flemming Jensen med en kniv. Snakken gik på stedet, og det er hans indtryk, at de andre syntes, at han havde overreageret ved at stikke med kniv.

 

Peter L. har supplerende forklaret, at han stod til venstre for midten ved bar 1. Han så Flemming Jensen nærme sig. Han var som en ”vild tyr”, og vidnet måtte skubbe Flemming Jensen væk, for at undgå selv at blive ramt af ham. Han tabte i den forbindelse sin ring. Han gik sammen med tiltalte over i den internationale klub. Her talte de ikke med Jesper K., men det er hans indtryk, at han også var til stede samtidig.

 

Lektor Ingrid K. har supplerende forklaret, at foto 7 viser et mærke, der kan stamme fra en fod eller et knytnæveslag. Det røde mærke er fremkommet som følge af, at der på dette sted er placeret en knogle, der ligger tæt på huden. Foto 8 kan også stamme fra et spark. Mærkerne efter et spark vil blandt andet afhænge af, hvor meget kraft og vægt, der lægges bag sparket. Hun kan derfor ikke udtale sig nærmere om, hvorvidt mærkerne på afdøde kan stamme fra en person, der vejer 93 kg. Ved vurderingen af mærkerne må der endvidere tages hensyn til, at afdøde formentlig var blevet stukket, da nogle af sparkene blev foretaget. Når en person er ved at miste blod, vil der som regel ikke blive afsat så tydelige mærker på grund af den reducerede blodtilførsel. Foto 10 skal muligt ses i sammenhæng med foto 9. Foto 11 viser en større blodsamling. Det kan muligt hænge sammen med, at der har været tale om et kraftigere slag, eller at dette slag er tilføjet inden personen var blevet stukket med kniv. Foto 13 kan også stamme fra et spark. Det dødbringende sår et markeret med nr. 20. Der er tale om et stik ind i den højre side af hjertet, hvor returblodet passerer. Et stik i venstre side af hjertet ville give mere blod. Det er ikke muligt nærmere at præcisere, hvor meget blod, der vil sprøjte ud af et åbent sår som nr. 20. Det kan dog godt passe, at der stod en stråle af blod ud fra personen. Dødsattesten angiver det tidspunkt, hvor personen med sikkerhed var død. Det var vanskeligt nærmere at angive, hvornår en person, der har fået et stik som nr. 20, vil dø, hvis der ikke bliver ydet lægehjælp. Det drejer sig formentlig om relativt få minutter. Der er dog eksempler på, at personer med stik i den højre side af hjertet har overlevet.

 

R. M. har forklaret, at han kan vedstå den forklaring, der er gengivet i retsbogen fra den 12. september 2001. Han så ikke tiltalte den pågældende aften. Han så kun en mand øve vold, og det var startet, da han rettede sit blik mod stedet.

 

 

Landsrettens begrundelse og resultat:

 

Også for landsretten er der forevist videooptagelser fra restauration Robin, der viser gæsterne omkring gerningstidspunktet. Disse optagelser bekræfter tiltaltes forklaring om, at han holdt fat i Flemming Jensens arm, efter at denne havde slået Jesper K. i gulvet. Videoen viser endvidere, at Jesper K. – i overensstemmelse med sin forklaring – herefter angreb Flemming Jensen med en kniv. Derimod viser videoen ikke, hvad der skete i de følgende ca. 30 sekunder, og det må efter bevisførelsen lægges til grund, at det var under dette forløb, at Flemming Jensen blev stukket flere gange med kniv – med dødelig udgang til følge – ligesom han blev trampet og sparket adskillige gange i hovedet og på kroppen.

 

Det kan endvidere lægges til grund, at tiltalte senere samme nat blandt andet lod sine bukser vaske, fordi der muligt var blod på bukserne. Hertil kommer, at der blev fundet blod i syningerne mellem sålen og overlæderet på den ene af tiltaltes støvler, og at blodet efter af sandsynlighed stammer fra Flemming Jensen.

 

Mange af de vidner, der har afgivet forklaring for landsretten om deres iagttagelser som gæster på Robin på gerningstidspunktet, har afgivet en detaljeret og – for flere af vidnernes vedkommende – belastende forklaring til politiet om tiltaltes medvirken til vold mod Flemming Jensen.

 

Stort set ingen af disse vidner har senere villet bekræfte deres oprindelige forklaring afgivet til politiet, i retten. Der har i flere tilfælde været tale om, at den oprindelige forklaring kort tid efter er blevet trukket tilbage eller væsentlig modificeret, således at disse vidner ikke længere har forklaret noget belastende om tiltalte.

 

Flere af vidnerne har i den forbindelse mere eller mindre klart givet udtryk for, at de har ”mistet deres hukommelse” om afgørende iagttagelser om volden udøvet mod Flemming Jensen, og at de ikke har haft lyst til at afgive forklaring af frygt for repressalier fra tiltalte eller de personer, som han omgås.

 

Da flere af vidnerne ikke har fragået deres oprindelige forklaring beskrevet i politirapporterne, men blot oplyst, at de ikke længere kan huske noget, finder landsretten det forsvarligt også at tillægge disse vidners oprindelige forklaringer til politiets bevisvægt

 

Landsretten har herved tillagt det betydning, at der ikke er tale om de eneste eller klart væsentligste beviser mod tiltalte, da disse forklaringer skal sammenholdes med sagens øvrige momenter, der støtter disse forklaringer. Sidst men ikke mindst er der også afgivet forklaringer i byretten og landsretten om, at tiltalte har udøvet vold mod Flemming Jensen.

 

Tiltalte har selv forklaret, at han ikke sparkede eller trampede på Flemming Jensen, og at hans ben blev viklet ind i Flemming Jensens ben eller kredsen af personer omkring Flemming Jensen. Landsretten tilsidesætter denne forklaring og har herved blandt andet lagt vægt på, at denne forklaring først er fremkommet på et tidspunkt, hvor hovedparten af vidnerne havde udtalt sig, ligesom ingen af vidnerne har kunnet bekræfte dette begivenhedsforløb. Dette gælder også for de vidner, der i øvrigt har støttet tiltaltes forklaring om, at han ikke har udøvet vold mod Flemming Jensen.

 

For så vidt angår de vidner, der ikke har set tiltalte udøve vold mod Flemming Jensen, er det landsrettens opfattelse, at disse kan deles ind i to grupper. Den første gruppe omfatter de vidner, der ikke på noget tidspunkt har forklaret belastende om tiltalte. Disse vidner stod i nærheden af tiltalte, men de har f. eks. ikke set, at tiltalte på et tidspunkt havde grebet fat i Flemming Jensen. Den anden gruppe omfatter de vidner, der på grund af deres placering mv., ikke har været i stand til at se, hvad der skete. Forklaringerne afgivet af disse vidner er herefter ikke blevet tillagt betydning.

 

Efter en samlet vurdering anser landsretten det herefter for bevist, at tiltalte flere gange har sparket og trampet den liggende Flemming Jensen i hovedet og på overkroppen. Det lægges endvidere til grund, at der var flere om at udøve vold mod Flemming Jensen og at Flemming Jensen var værgeløs og gjort ukampdygtig, hvorfor angrebet må betegnes som af særlig rå og brutal karakter.

 

Tiltalte er ved dommene fra 1979, 1981 og 1982 idømt hårde straffe for vold. Hertil kommer, at den dom for manddrab, som tiltalte blev idømt ved Højesterets dom af 9. maj 1989, tillige omfatter en reststraf på 255 dage fra tiltaltes prøveløsladelse den 20. august 1982.

 

Tiltalte har herefter gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1.

 

Da tiltalte flere gange er dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet, og da forholdet er begået på et tidspunkt, da der alene var forløbet ca. 3 år og en måned af prøvetiden på 5 år efter prøveløsladelsen den 1. juli 1998, skal der i overensstemmelse med hovedreglen i straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2, udmåles en fællesstraf, der også omfatter reststraffen efter prøveløsladelsen den 1. juli 1998.

 

Fællesstraffen findes på denne baggrund passende at kunne fastsættes til fængsel i 4 år.

  

T h i      k e n d e s     f o r     r e t:

 

Tiltalte, Jørn Jønke Nielsen, straffes med fængsel i 4 år. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for begge retter, dog således at statskassen skal betale 25% af forsvarssalæret for byretten.

  

Eva Staal                              Kurt Rasmussen                                                                     Henrik Twilhøj

                                                                                                                                                              (kst.)

cfr.                                                 -----------------

 

Uden betaling

 

Udskriftens rigtighed bekræftes.

Vestre Landsret,

Viborg, den 23/09-02

 

Anja Kjær Sørensen

retssekretær

 

 

Selv om landsrettens resume fra sagen var mere fyldestgørende så kom det stadig fra Statsadvokatens kontor, om end det var godkendt af retten. Eksempelvis undrede det mig, at den meget vigtige oplysning om, at B. J. ikke havde stået der hvor han i sin tidlige forklaring havde sagt, at han stod, var udeladt. Ordene havde været: ”jeg stod lige ved siden af Jønke og med hundrede procents sikkerhed så jeg ham sparke”. I virkeligheden havde B. J. stået i den modsatte side af lokalet. At retten også uden videre accepterede, at kriminalassistent Torben A. havde tilføjet en underskrevet afhøringsrapport sine egne bemærkninger, mens vidnet ikke var tilstede, forstod jeg heller ikke. Flere steder havde referenten refereret forkert. Tjeneren L. P. havde netop bemærket min tilstedeværelse på værtshuset, ligesom stort set alle andre vidner, og eksempelvis havde flere af anklagerens vidner bakket op om min forklaring om, at jeg ”havde revet mig fri af Flemming Jensens ben”. Det gjaldt både N. C. og R. O’s forklaringer.  Der var endnu flere mærkværdige aspekter ved denne sag, men her og nu gad jeg ikke spekulere mere over det. Nu var det bare at nyde livet og se at blive klar til spjældet. Jeg modtog mit tøj fra politiet i Aalborg, men mine ”dræberstøvler”, som mine venner allerede lidt drillende kaldte dem, ville man ikke udlevere før sagen var endelig afgjort. Som ventet dukkede indkaldelsen til afsoning op. I brev af 6. oktober 2002 meddelte Københavns Fængsler mig følgende: Hr. Jørn Jønke Nielsen. De tilsiges til at møde mandag den 21. oktober 2002 på følgende adresse: Vigerslev Alle 1. D, 2450 SV til afsoning af den straf af Fængsel i 4 år, som De blev idømt ved Vestre Landsret den 18. september 2002.

Med henvisning til mit arbejde som forfatter og redaktør søgte jeg to dage efter om udsættelse på 14 dage. Ikke nogen lang periode, men nok til at jeg ville kunne nå at forberede mig bedre. Allerede få dage efter lå der et svar fra Københavns Politis Afsoningskontor. Kontorfuldmægtigen skrev blandt andet: …De er indkaldt til afsoning fra den. 21. oktober 2002 i Københavns Fængsler, afdeling 1. Vest. Jeg har fundet, at der ikke er grundlag for at tillade, at De kan få udsat afsoningen. De skal derfor møde til afsoning som det er anført i indkaldelsen. …ved afgørelsen af sagen har jeg ikke fundet, at der er udtalt vægtige hensyn eller helt ekstraordinære omstændigheder eller forhold, som gør en udsættelse afgørende for Deres muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse. Afslaget kunne ankes til Kriminalforsorgen, hvor jeg i øvrigt havde troet at et sådant spørgsmål under alle omstændigheder hørte hjemme. Men nej, også på det område havde politiet fået udvidet dets magtbeføjelser. Ved bekendtgørelse nr. 364 af 17. maj 2001 § 1, stk. 1, havde Justitsministeriet bestemt, at ansøgninger om udsættelse skulle behandles af politiet. Jeg skrev til Direktoratet for Kriminalforsorgen og ankede politiets afslag. Det var lige før at mine ansøgninger om udsættelse tog mere tid, end det arbejde jeg skulle nå at være færdig med, men nu var jeg i gang og kunne ligeså godt fortsætte. For første og sidste gang i de næsten knap 3½ år jeg skulle side inde - og hvor jeg ville komme til at skrive og føre mange skriftlige sager mod direktoratet - svarede man hurtigt. Og svaret var Nej! Direktoratet var nået til samme resultat som politimesteren og ”hensynet til retshåndhævelsen” talte imod en udsættelse. Tilbage var nu kun den endelige ansøgning om tredjeinstans-bevilling. Den skulle afsted inden jeg skulle ind og sone min straf. Og det kom den.

  

Dokument:

Preben Stuer Lauridsen

advokat

 

 

Til Procesbevillingsnævnet

Rådhuspladsen 45-47

DK-1550  V.                                                                                                       Den 14. oktober 2002.

 

 

 

Endelig ansøgning om tredjeinstansbevilling mht. dom afsagt 18. september 2002 af Vestre Landsrets 6. afd., i straffeankesag S-1272-02 Anklage-myndigheden mod Jørn Jønke Nielsen.

 

I fortsættelse af tidligere ansøgning skal jeg herved tillade mig at supplere og fuldstændiggøre denne ansøgning.

 

1.Som hovedbegrundelse for denne ansøgning skal jeg for domfældte tillade mig at anføre, at dommen på i alt 4 års fængsel, omfattende også reststraffen efter prøveløsladelsen den 1. juli 1998, ikke står i passende forhold til den begåede brøde, jfr. rpl. § 963, stk. 1, 2)  smh. m. § 966, stk. 4.

 

Domfældte, der ved Aalborg Byrets dom af 8. april 2002, 9. afd. SS 9.00827/02), som tidligere er fremsendt var blevet frifundet for tiltalen, er ved Vestre Landsrets dom, der vedlægges, ”efter en samlet vurdering” fundet skyldig i flere gange at have sparket og trampet den liggende Flemming Jensen, der af retten ansås værgeløs og ukampdygtig, i hovedet og på kroppen. Tiltalen for tillige at have givet Flemming Jensen et knytnæveslag i ansigtet frafaldt anklagemyndigheden ved domsforhandlingen. Landsretten har endvidere lagt til grund, at der var flere om at udøve vold mod Flemming Jensen. Domfældte ansås herefter skyldig i tiltalen efter strfl. § 245, stk. 1, og da domfældte tidligere var straffet for voldskriminalitet tillige efter § 247, stk. 1.

 

Domfældte var ved Højesterets dom af 1979 idømt en fællesstraf på fængsel i 2 år 6 måneder for legemsbeskadigelse efter strfl. (daværende) § 245 og § 244,

 

ved Gentofte Kriminalrets dom af 3/6 1981 for vold efter strfl. § 244 og ulovlig tvang efter § 260 og § 266 med en fællesstraf på fængsel i 1 år og 6 måneder,

 

ved Kbhs. Byrets dom af 10/11 1981 for vold efter § 244 med fængsel i 3 måneder, ved Odense rets dom af 9,2 1982 med fængsel i 3 måneder efter strfl. § 244

 

og senest ved Højesterets dom af 18/8 1988 med fængsel i 16 år for manddrab efter strfl. § 237.

 

Dommen vedlægges.

 

Det fremgår af Højesterets dom fra 1988, at domfældte efter det dengang seneste forud liggende forhold var blevet prøveløsladt den 20/8 1982 med en reststraf på 255 dage hidhørende fra de tidligere domme og en prøvetid på 2 år, og at dommen – naturligvis – omfattede denne reststraf, som landsretten tilsyneladende ikke havde taget stilling til.

 

Domfældte, som fortsat bestemt bestrider at have gjort sig skyldig i de forhold, han blev frifundet for i byretten men nu er blevet dømt for, bestrider ikke, at der som hovedregel skal udløses reststraf i tilfælde af den i sagen omhandlende art.

 

Men domfældte bestrider,

 

Dels at der er grundlag herfor i hans sag,

 

Dels at der er grundlag for at udløse en så betydelig del af reststraffen fra dommen fra 1988, som tilfældet er.

 

Domfældte henviser herved til,

 

for det første at den af ham tidligere begåede kriminalitet ligger så langt tilbage som mere end 24 år for de første forhold og mere end 18 år for det sidste forhold begået i 1984 (manddrabet),

 

og for det andet til, at den kriminalitet, han nu – med urette – er dømt for i Vestre Landsret, ikke kan sammenlignes med manddrabsforholdet omhandlet i 1988-dommen, den ligeartede kriminalitet skal søges udelukkende i de forud for Højesteretsdommen fra 1988 liggende domme, der er overgået ham for udøvelse af vold i forskellige former, og  det bør følge heraf, at den reststraf, der skal udløses, ikke bør kunne overstige de 255 dage, der var resterende fra disse tidligere forhold ved afsigelsen af højesteretsdommen fra 1988.

 

Domfældte henviser herved bl.a. til følgende:

 

1) Omtalte Flemming Jensen blev ved episoden den 12/8 2001 i diskotek ”Robin” dræbt ved knivstik af en Jesper K., der ved Aalborg Byrets dom af  7. februar 2002, der vedlægges, herfor blev idømt en fællesstraf af fængsel i 6 år. Det fremgår af dommen, at Flemming Jensen forinden gentagne gange havde angrebet Jesper K. med både slag og spark, og at Flemming Jensen var Jesper K. fysisk overlegen.

 

Flemming Jensen blev i samme forbindelse tillige forsøgt angrebet af Wester, der herfor blev dømt efter strfl. § 245, stk. 1, jfr. § 21, jfr. § 247, stk. 1 (og tillige efter § 245, stk. 1 for et andet forhold) med en fællesstraf af fængsel i 1 år.

 

Begge domfældte og især Wester havde en lang række nyere domme for bl.a. vold. Det fremgår ikke af nogen af Aalborg Byrets to domme over Jesper K. og Wester, at Jønke Nielsen skulle have deltaget i eller medvirket sammen med eller i forening med andre i disse forhold, og om Wester fastslog retten ligefrem, at han havde været alene om forholdet mod Flemming Jensen. Alligevel lagde Vestre Landsret i sagen mod Jønke Nielsen uden videre til grund, at denne havde begået det ham påsigtede forhold sammen med andre, hvilket jo er det reale indhold af den passus i Vestre Landsrets præmisser, hvor det siges, at der var flere om at udøve vold med Flemming Jensen, hvorved forholdet bl.a. trækkes over mod strfl. § 245.

 

Hele den episode, hvorved Flemming Jensen pludselig og umotiveret angriber Jesper K. og slår denne i gulvet, og efterfølgende angribes af denne og ender med at blive dræbt, udspiller sig over ganske kort tid, samlet under 1 minut, og da ingen andre end Jesper K., Wester og Jønke Nielsen er blevet tiltalt i sagen, er det vanskeligt at se, hvem de øvrige kan være, og om hvem det efter landsrettens opfattelse kan lægges til grund, at de sammen med Jønke Nielsen udøver vold mod og angriber Flemming Jensen.

 

Dommene over Jesper K. og Wester vedlægges.

 

2) I sagen refereret i TfK 2000, 208 anså byretten det ikke fornødent, at der udløstes reststraf fra de 1744 dage, domfældte, som nu dømtes for bl.a. at have givet en anden mand tre slag i hovedet med en tom flaske og derved påført ham kvæstelser, havde tilbage fra en dom på 14 års fængsel fra 1988 for manddrab. Denne afgørelse ændrede Østre Landsret ganske vist, men bortset fra, at byrettens resultat under alle omstændigheder må anses for at være det rigtige, viser referatet, at forholdet ikke var domfældtes første vilkårsovertrædelse, men derimod hans andet begåede  strafbare forhold under prøveløsladelsen, idet han prøveløslades den 11/2 1997, men allerede den 13 /8 samme år idømtes fængsel i 3 måneder efter bl.a. strfl. § 119, stk. 1, hvilken straf han prøveløslades fra den 28/11 1997, hvorefter han allerede den 1/10 1999 begik det seneste forhold. Domfældte Jønke Nielsen har intet ulovligt begået siden sin prøveløsladelse den 1/ 7 1998.

 

Uanset om man vælger formuleringen i rpl. 945 eller i § 963, er det derfor domfældtes opfattelse, at Højesteret har kompetence til og bør fastsætte en straf, der i højere grad passer til de forhold, som foreligger i nærværende sag, og som efter domfældtes mening ikke med rimelighed kan begrunde en straf på 4 års fængsel.

 

2. Hertil kommer endvidere det forhold, at Vestre Landsret efter domfældtes mening i denne sag har afgivet præmisser, der ikke til fulde opfylder kravet om begrundelse, og som medfører, at man i realiteten ikke kan se, hvorledes bevisbedømmelsen har fundet sted, og hvad landsretten har lagt til grund som bevist.

 

I dommen fra Aalborg byret foretager retten både for tiltaltes vedkommende og for hvert enkelt vidnes vedkommende en gennemgang af den af tiltalte, respektive vidnet afgivne forklaring og tager herefter stilling til, i hvilke omfang og af hvilken årsag den pågældendes forklaring kan eller ikke kan lægges til grund.

 

Sådan skal en doms præmisser udformes, men Vestre Landsret følger desværre ikke det samme princip.

 

Vestre Landsret giver for både tiltaltes og hvert vidnes vedkommende et ganske fyldigt referat af, hvad de pågældende har forklaret i landsretten. Uagtet det ikke kan gøres gældende her, bemærker jeg for god ordens skyld, at referaterne langtfra altid er korrekte eller udtømmende, og at f.eks. gengivelsen af vidnet S. J’ s forklaring s. 5, næstsidste afsnit er positivt urigtigt, idet S. J forklarede det modsatte af det gengivne, ligesom det heller ikke er gengivet, at samtlige vidner i landsretten vedstod deres for byretten afgivne forklaringer.

 

Men bortset herfra, er landsrettens præmisser som følger efter referaterne, under alle omstændigheder ganske skødesløst udformet. Vi får af vide, at tiltalte ”senere samme nat lod sine bukser vaske, fordi der muligt var blod på bukserne”, og at der ”blev fundet blod i syningen mellem sålen og overlæderet på den ene af tiltaltes støvler...(som) sandsynligvis stammer fra Flemming Jensen. Videre at ”mange af de vidner, der har afgivet forklaring for landsretten… har afgivet en detaljeret – og for flere af vidnerne… belastende forklaring til politiet om tiltaltes medvirken til vold...” (s.12), at stort set ingen af disse vidner senere har villet bekræfte deres oprindelige forklaringer… til politiet i retten… (idet den oprindelige forklaring kort tid efter er blevet trukket tilbage eller væsentligt modificeret, således at disse vidner ikke længere har forklaret… belastende om tiltalte” (s. 13), at ”flere af vidnerne… har givet udtryk for, at de har ”mistet deres hukommelse...”, men dog at flere af vidnerne ikke har fragået deres… forklaringer… i politirapporterne, hvorved landsretten tillægger det betydning, at der her ”ikke er tale om de eneste eller væsentligste beviser mod tiltalte, da disse forklaringer skal sammenholdes med sagens øvrige omstændigheder, der støtter disse forklaringer” (s. 13).

 

Tiltaltes egen forklaring, som også findes gengivet i byretsdommen, og som på intet punkt strider mod men tværtimod helt harmonerer med den detaljerede forklaring han afgav allerede i grundlovsforhøret den 12/8 2001, og som ingen af de vidner, der mente at have set tiltalte gøre trampebevægelser, i hverken byretten eller landsretten ville afvise, og hvorefter tiltalte måtte gøre bevægelser med sin fod for at komme fri af Flemming Jensen forkaster landsretten herefter med den begrundelse, at den for det første er fremkommet på et sent tidspunkt i sagen, og for det andet ikke har kunnet ”bekræftes” af vidneudsagnene! (s. 13)

 

Udover, at det må forekomme tvivlsomt, om en af en tiltalt afgiven forklaring, der ikke i sig selv er mindre sandsynlig, ligefrem skal kunne bekræftes af vidneudsagn, vil man ved en gennemlæsning af tiltaltes forklaringer kunne konstatere, at de som nævnt er aldeles ensartede, og at det forhold, at tiltalte måtte gøre sig fri af Flemming Jensen og de personer, denne var i klammeri med, findes omtalt allerede i retsbogen fra den 12/8 2001 s. 5-7. Men i det hele synes landsretten at have tillagt tiltaltes forklaring betydning som troværdig på de punkter, hvor retten finder den belastende for ham selv, mens andre, og integrerende, dele af forklaringen uden videre forkastes.

 

I det følgende indfører landsretten nu i behandlingen af de vidneudsagn, der hele tiden har støttet tiltaltes forklaringen, en yderst dubiøs sondering, der ingen hjemmel har i hverken teori eller praksis eller overhovedet i sagens øvrige forløb i retten.

 

Om de vidner, der ikke har set tiltalte udøve vold og som altså for så vidt støtter tiltalte, mener landsretten at kunne inddele disse vidner i to grupper, nemlig i én gruppe som ikke på noget tidspunkt har forklaret belastende om tiltalte, uagtet de stod lige i nærheden af gerningsstedet, og i en anden gruppe som på grund af deres placering (efter rettens bedømmelse) ikke kunne se, hvad der skete. (s. 14)

 

Den første gruppes forklaringer forkaster landsretten så, fordi denne gruppe af vidner ”f.eks.” ikke (tillige) har set, at tiltalte ”havde grebet fat i Flemming Jensen” hvilket skete straks efter, at denne havde angrebet Jesper K. Den anden gruppes forklaringer forkastes ligeledes, fordi disse vidner jo efter rettens mening ingenting kunne se.

 

Vestre Landsret overser herved – eller vælger at ignorere – den kendsgerning, at fuldstændig det samme, som efter landsrettens gengivelse gælder for de for tiltalte ”positive vidner”, nemlig at de ikke har set tiltalte begå vold, også gælder for de vidner, som belaster tiltalte, og hvis forklaringer landsretten lægger til grund; ikke ét eneste af de vidner, der belastede tiltalte, enten til politirapporterne eller tillige indenretligt, havde set dette. Ingen af anklagemyndighedens vidner, heller ikke hovedvidnet L. P., havde bemærket, at Flemming Jensen forinden slog Jesper K. i gulvet – det havde kun vidnet D. H., der hele sagen igennem har forklaret, at hun, uagtet hun stod lige ved siden af, ikke på noget tidspunkt har set tiltalte begå vold – eller at tiltalte derefter greb fat i Flemming Jensens ene arm.

 

Herefter finder landsretten ”efter en samlet vurdering”, at tiltalte er skyldig i de påsigtede forhold (s. 14). Tiltaltes forklaringer i retten i Aalborg samt samtlige de indenretlige vidneforklaringer, der er afgivet for Aalborg Byret under hele byretssagens forløb, vedlægges.

 

Det er domfældtes opfattelse, at Vestre Landsrets præmisser er så uklare og så skødesløst og upræcist formulerende, at man i realiteten ikke kan se, hvad landsretten har lagt til grund. Herom henvises til det den Kommenterede Retsplejelov 6. udg. note 10 til § 966 anførte.

 

Mange andre forhold kan beklageligvis ikke tages op på sagens nuværende stadium. Men det bør tillige nævnes, at den videooptagelse, der ganske kort omtales i landsretsdommen, og da alene som en slags indirekte dokumentation for, at domfældte udmærket kan havde sparket og trampet på Flemming Jensen i de angiveligt ca. 30 sekunder, domfælde ikke ses på videoen, dvs. til støtte for den senere domfældelse af tiltalte, men som i byretsdommen spiller en mere omfattende rolle ved rettens bedømmelse af vidneudsagnene, efter forsvarets bestemte anmodning også blev vist i landsretten, og at optagelser f.eks. klart viste, at vidnet L. P. stod placeret på en måde, så hun umuligt kunne se noget som helst. Forsvarets gennemgang af forholdene i ”Robin”, som også omtales i byretsdommen, og hvor cirka 140 mennesker efter politiets egne opmålinger havde i alt 74 kvadratmeter at opholde sig på, ignoreres helt af retten. Tilsvarende gælder forsvarets gennemgang af nyere, bl.a. svenske og amerikanske vidnepsykologiske undersøgelser, hvor det problematiske ved øjeblikkelige afhøringer af opskræmte (og berusede) vidner, der lige har overværet en voldsomt traumatiserende begivenhed, fremhæves. Disse vidnepsykologiske resultater, der passer som hånd i handske på flere af vidnernes forklaringer i denne sag, nævnes ikke overhovedet. I denne forbindelse skal det også fremhæves, at vidnet N. G’s særdeles illustrerende forklaring for byretten efter rettens tilladelse blev dokumenteret som bevismiddel af forsvaret under landsretssagen, men at dette ikke fremgår af landsretsdommen. N. G’ s forklaring vedlægges. Landsretsdommen forekommer også i ekstrem grad at lægge dels tilbagetrukne, dels i retten bestridte forklaringer til politirapport en helt usædvanlig betydning.

Under hensyn til sagens i høj grad principielle karakter, hvor bl.a. en klart frifindende byretsdom afløses af en særdeles streng landsretsdom, anmoder jeg herved på domfældtes vegne om tilladelse til at indbringe sagen for højesteret.

 

Med venlig hilsen

 

Preben Stuer Lauridsen

 

Om det nyttede noget ville tiden vise. Vi væbnede os med tålmodighed og jeg koncentrerede mig om de sidste dage i frihed. Jeg stod stadig midt i en deadline, min nye bog skulle udkomme i december, og kalenderen var proppet med aftaler. Jeg nåede det hele. Både fodboldturneringen i Holbæk, hvor mit hold satan æde mig også tabte! Lidt reparationer i lejligheden. Nogle byture og to gange massage, som jeg følte at jeg i høj grad fortjente. Forbi familien herhjemme og et par længere telefonsamtaler med dem i Canada. Et overdådigt bryllup på et slot i det sydlige Tyskland, og et efterfølgende femogtyveårs jubilæum for en HA-bror i det nordlige Tyskland. Veninden over alle veninder sørgede for at jeg ikke kom til at sove alene den sidste nat. Den slags skulle der nok blive rigeligt af! Jeg var klar til endnu en tur i skimmelhullet og mødte op på Vestre Fængsel. 

 

Vestre Fængsel i København hvor jeg i øjeblikket afsoner dommen på 4 års fængsel.

 

Afdelingen jeg skulle afsone på var en særafdeling for såkaldt ”negativt stærke styrende fanger”. Den lå i vestfløjen i Vestre Fængsel, som er Danmarks største varetægtsfængsel. Afdeling 1. Vest er en afsoningsafdeling og indrettet derefter. Med bedre forhold end de som varetægtsarrestanterne havde, men ringere end de som landets øvrige afsonere sad under. Det kunne nok være at nogle af fangerne på afdelingen var stærke og styrende, men der var nu ikke meget negativt over dem. Jeg blev modtaget af en række gode brødre og flere venner og bekendte som jeg kendte udefra. I alt tyve mand var der plads til, men vi var sytten fra start af. Jeg havde nok at se til og tiden fløj allerede afsted. I al beskedenhed havde jeg besluttet mig for at lave en hjemmeside om mine forskellige aktiviteter, og efter at være gået i gang med arbejdet, fundet på, at jeg ville lægge min retssag ud på nettet. www.jønke.nu kunne sagtens indeholde et afsnit om hele forløbet og jeg valgte at kalde den for Den Femte Instans.

 Efter mere end to måneders afsoning kunne min advokat og jeg ikke forstå, at vi endnu ikke havde hørt noget for vores ankeskrivelse. For ikke at virke for nævenyttige havde vi undladt at rende procesbevillingsnævnet på dørene, men det viste sig at være en fejl. Allerede få uger efter at vi havde indsendt vores brev med ansøgning om tredjeinstans-bevilling (på denne hjemmeside Fjerde Instans), havde nævnet afvist min anke. De havde end ikke ulejliget sig med at give os besked, så vi havde ventet, og jeg afsonet uden at vide, at min sidste mulighed for at undgå straf var forpasset. Der var ikke mere at gøre. Nu skulle der minimum en åbenbaring eller en revolution til, for at omstøde dommen. Den stod på knap 3½ års afsoning og længere var den ikke. Den Femte Instans er skrevet mens jeg opholdt mig på afdelingen for stærke fanger på Vestre Fængsel, men det er en helt anden historie.