FRIHEDEN

 

Tiden efter byrettens frifindelse og frem til Landsretssagens begyndelse.

Omfavnelserne ville ingen ende tage. Det mine kære og jeg havde håbet, men ikke  troet muligt, var sket. En pure frifindelse for alle anklager og en oprejsning for de mange måneder med mediernes skråsikre historier om min skyld. Journalisterne, hvoraf flere virkede chokerede, styrtede ud for at ringe nyheden ind og gøre sig klar til at fange ”den frifundne” når han dukkede ud af retsbygningen. Jens Saabo og jeg fandt et stille hjørne i retslokalet og gav hinanden et varmt håndtryk. Det må jeg sige, det gjorde du sgu godt Jens. Han havde været alt det en advokat skulle være for sin klient og en lille smule mere. Han mente ikke at statsadvokaten ville anke, men det kunne ikke udelukkes da myndighederne over for offentligheden havde lidt et kæmpe nederlag. Vi tog afsked med hinanden og jeg gik ud for at møde pressen. De står alle sammen derude, vil du ikke lukkes ud af bagdøren, drillede min ekskæreste mig.

Kamerahold, fotografer og journalister ventede foran udgangen og der blev knipset løs. Hvordan føles det, Jønke? Fantastisk, kunne jeg kun svare. Myndighederne havde forsøgt at gøre mig til syndebuk. Efter min opfattelse først og fremmest af politiske årsager. Jeg var om nogen et symbol på den del af HA-kulturen der appellerede til især unge mennesker. Jeg var velformuleret og forstod at sætte ord på de mange svinesteger politiet foretog sig imod bikermiljøet i kriminalitets-bekæmpelsens hellige navn. Enkelte journalister prøvede med spørgsmål; om ikke frifindelsen skyldtes at vidnerne havde været bange og ikke tudet sige hvad der virkelig var sket. Tværtimod, svarede jeg. Den opførsel flere af vidnerne har lagt for dagen; ved at vise overdreven frygt, ændre forklaringer, og ikke har villet stille op, har snarere skadet end gavnet mig. Heri havde jo netop den største risiko for at blive dømt, ligget. At videoen i begyndelsen af sagen blev brugt så massivt imod mig og senere gik hen og blev en del af det materiale der underbyggede min forklaring, havde også haft en væsentlig betydning. Min advokat og jeg mente, at dommeren måske ligefrem var blevet vred over den måde politiet havde presset på, for at få mig dømt for at sparke og trampe. I hvert fald havde hun været med til at idømme Wester en mild dom for ”forsøg på at sparke” afdøde. Hvorfor i alverden skulle hun så gå med til at idømme mig der næsten ikke ”optrådte” på videoen en lang fængselsstraf, i en sag hvor der var så stor tvivl.

Flere aviser og blade, samt en enkelt Tv-station havde spurgt mig om de kunne lave større interviews med mig efter sagen. Det var da jeg havde stået til en længere fængselsstraf – i hvert fald hvis man skulle tro netop disse medier. Nu havde piben fået en anden lyd. Det passede åbenbart ikke ind i deres planer med at portrættere den kolde og farlige drabsmand, for efter frifindelsen forsvandt deres interesse som dug for solen. I stedet blev der skrevet side op og side ned i de kommende måneder, om hvor forfærdeligt det måtte have været for alle disse vidner, at skulle løbe spidsrod mellem ”onde rockere”. Men alt det var jeg ligeglad med her og nu. Jeg slap fri af pressen og begav mig over til den bil der ventede på at køre mig op til Aalborg-afdelingens klubhus.

Flere brødre og venner ventede i klubhuset. Selv om klokken kun lige havde passeret fem trængte jeg sgu til en sjus. En dobbelt rom og cola var ikke for meget forlangt. Min telefon og alle andres telefoner kimede og på et tidspunkt sad jeg med tre-fire telefoner og prøvede at tale med alle på en gang, så godt som det nu kunne lade sig gøre. Min kammerat rakte mig sin telefon. Du skal ringe til din mor! Jeg gik udenfor og fik straks min mor i røret. De havde allerede hørt fra min storebror, at jeg var blevet frifundet og var ovenud lykkelige. De ville vide hvornår jeg kom hjem så de kunne se mig. Der går nok et par dage, svarede jeg. Og det var vel ikke så galt. Foreløbig havde min endags tur til Aalborg taget otte måneder, så der var ingen grund til hastværk. Inden jeg blev alt for frejdig med drinks og sjove cigarer, ringede jeg til arresthuset i Randers og meddelte, at jeg ville komme mellem seks og syv og hente mine ting. Betjenten der tog røret havde intet hørt og virkede meget forvirret. Ja men prøv lige og hør hvad jeg siger. Jeg står her på gaden med en drink i hånden og er blevet frikendt, så det har ikke noget med politiet at gøre. Jeg kommer selv!

Lige pludselig kom Wester ind ad døren. Han var tidligere på dagen blevet løsladt efter at have afsonet resten af det år han havde fået for at have deltaget i Jomfru Ane Gade-affæren. Det måtte siges at være et tilfælde og vi hilste hjerteligt på hinanden. Som to våbenbrødre der var vendt hjem fra samme krig, men fra hver sin front. Også Peter dukkede op, og ind imellem de mange telefonsamtaler med nær og fjern, rasede diskussionerne omkring sagens mange forviklinger rundt om i klubhuset. Vi skålede, og ”så er vi tilbage hvor vi startede”, bemærkede en. Det håber jeg sgu ikke, råbte jeg. Wester var meget oprørt over at de havde forsøgt at få mig dømt for at sparke og trampe Flemming Jensen i hovedet. Der fra hvor jeg stod kunne jeg dårligt nå hans hoved og du stod endda længere væk end mig! Medlidenhed med den afdøde var der intet af, kun foragt. Jeg var slet ikke færdig med at gøre op, hvor meget det menneske havde skadet mig og mine. 

Vi kørte sydpå af motorvejen. To biler fyldt med brødre og venner. Radioen fik på fuld skrue og vi måtte ind på en tankstation efter sodavand. Mens vi ventede på provianten trykkede vi en joint af. Flere lastbiler forlod tanken med hornet i bund og chaufførerne havde armene ude af vinduet med V-tegn. De havde hørt det i radioen og hvor var det fedt at de var på min side. Det var ingen hemmelighed i miljøerne omkring vores klub, at de havde forsøgt at fedte den af på mig, men at også folk uden for vores miljø vidste hvordan sagerne hang sammen, var rart at vide. Vi nåede Randers Arrest, hvor var det skønt at stå foran porten og selv ringe på. Solen skinnede stadig selv om det var sent på dagen. Fangerne hang i vinduerne og råbte tillykke, mens personalet virkede chokeret. Utroligt hvor fin en linie der gik mellem nedtur og optur. Om morgenen var jeg blevet eskorteret ud af huset, fra en celle med stål for vinduet og lang tids indespærring og nu kom jeg bare lige forbi for at hente mine ting. Jeg omfavnede min HA-bror inde på gangen. Selv om han ville få en lidt kedeligere afsoning uden mig, var han mindst ligeså glad som jeg. Vi pakkede mine ting og tog afsked igen-igen. Jeg gav betjentene hånden og takkede for en god behandling.

Mine venner skulle hjem til København, men jeg blev sammen med en veninde og holdt en improviseret fest med brødrene i Randers-afdelingens klubhus. Masser af grin og vi blev skidefulde. Efter regn kommer der altid en solstråle eller to, og med en endnu større fest på vej hjem, dagen efter i Odense, var turen belagt med alt det jeg havde måttet undvære de sidste otte måneder. Først sent søndag aften nåede jeg hovedstaden og min lejlighed. Turen var slut. Jeg var endelig kommet hjem. Efter et surt, men oplevelsesrigt eventyr var ringen sluttet. Måske! I de sidste hektiske dage havde mange spurgt; om jeg troede anklagemyndigheden ville anke. Jeg vidste det ikke. Min advokat troede ikke at de en gang til ville begive sig ud i så usikker en sag, men jeg tvivlede. I baggrunden lurede politikerne og de havde stadig chancen for at få mig buret inde. De havde lidt et forsmædeligt nederlag, og det ville gøre mere end ondt på systemets folk hvis de skulle udbetale mig den klækkelige erstatning der ventede mig. Et beløb i størrelsesordenen 3-400.000 kroner, og så til en mand der ikke skyldte en krone! 

Fredagen efter frifindelsen holdt vi løsladelsesfest i min egen afdelings klubhus i Københavns Nordvest kvarter. Der var godt gang i den da jeg blev kaldt ned til hoveddøren, hvor to politibetjente ville tale med mig. De overrakte mig en ankemeddelelse fra Statsadvokaten hvorefter de forsvandt igen. Jeg var godt fuld og ovenpå ventede fest og farver, og dejlige damer. Papiret med anken røg i lommen og var glemt allerede inden jeg nåede toppen af trappen. Ordlyden og de eventuelle komplikationer som anken kunne medføre, kunne jeg tage i morgen sammen med tømmermændene. 

Alt var efterhånden faldet på plads efter løsladelsen. Jeg havde været rundt hos min familie, talt ud med den ekskæreste der forlod mig under varetægtsfængslingen, og var i fuld gang med at færdigredigere min nye bog. Lejligheden var blevet ryddet op, der var kommet styr på det mc-blad jeg stadig var redaktør på, og jeg var på vej til Tyskland for at slå mig løs. Jeg havde ikke fået de nøjagtige datoer omkring landsretssagen, men det ville formentlig blive en gang til efteråret. Nu gjaldt det om at nyde foråret og sommeren. Eneste skår i glæden var at jeg måtte finde mig en ny advokat. Jens Saabo kunne ikke finde tid i sin kalender og sagens specielle karakter, med al den offentlighed og postyr omkring min person, havde været hård for ham der blot ønskede at leve stille. En ualmindelig dygtig advokat, men også et beskedent menneske, der ikke som andre stjerneadvokater ønskede al den opmærksomhed. Jeg var ked af at han ikke kunne og ville føre sagen videre, og så det som et tilbageskridt for min kommende sag i landsretten. Jeg sagde det ikke til ham fordi han havde gjort det så godt i byretten og fordi jeg ikke ville presse ham. Jeg måtte respektere hans afgørelse og finde mig en ny forsvarer.

Mit første valg var Hans Kjellund fra Aarhus. Han var kompetent, havde Saabo’s velsignelse og et ry for at stå stærkt ved sine klienters side. Han havde tidligere forsvaret nogle af mine jyske brødre, ikke altid med succes, men altid med næb og kløer. En idealistisk advokat som ikke per automatik var pot og pande med politi og anklagemyndighed, var det jeg ledte efter. Vi befandt os sidst i maj måned og sagen var sat til at begynde mandag d. 16. september i Vestre Landsrets lokaler i Aalborg. Inden vi kom så langt foreslog en af mine bekendte mig en anden advokat til at føre min sag i landsretten. Han kendte Preben Stuer Lauridsen som en kompetent og loyal forsvarer og vidste at han stadig havde sin bestalling. Jeg havde ikke selv noget kendskab til manden der var juraprofessor og i mange år havde undervist ved Københavns Universitet. Også han var et godt valg, mente Jens Saabo der nok skulle sætte ham ind i sagerne. Lauridsen boede i Østrig og var noget ældre end de andre muligheder. Han havde heller ikke ført så mange sager, da han reelt set var holdt op med at gå i retten. Modsat havde han mere erfaring end nogen. Han havde været læremester for andre dygtige advokater og blandt andet arbejdet som landsrets-dommer. Jeg valgte Preben Stuer Lauridsen til at føre min sag.

Hvor mange gange var det nu, rocker-Jønke sidste år hoppede på en mands hoved uden for et værtshus i Aalborg, før manden døde, eller rettere: før vidner pludselig ikke turde stå ved det, de i første omgang havde set? Under overskriften ”Rockervold” gik også Dagbladet Politiken nu ind for indførslen af anonyme vidner i dansk retspleje. At jeg intet havde med Flemming Jensens død at gøre og at jeg var blevet frikendt for vold imod samme, bekymrede ikke bladets lederskribent. Til forskel fra de angstsyndromer, der fra tid til anden skyller hen over befolkningerne i en kompliceret og ofte uigennemskuelig verden, er den frygt for rockervold, som masser af almindelige danskere i disse år må leve med, anderledes velbegrundet og korporlig. Det pudsige ved Politikens leder var ikke at avisen havde skiftet kurs og nu som mange andre meningsdannere gik ind for politistaten. Nej det pudsige var at de netop brugte Hells Angels og mig, som eksempel på hvorfra vidnefrygten stammede. En abstrakt vidnefrygt som de selv havde været med til at skabe, nu henviste til, og som netop havde været hovedingrediensen i det angstsyndrom der havde præget sagen fra Aalborg.

Det var juni måned og sommeren var over os. Jeg havde talt med min nye advokat og fundet ham særdeles kompetent, såvel juridisk som menneskeligt. Preben havde rundet de tres år, men lignede og opførte sig mere som en mand i fyrrene. Med bopæl i udlandet rejste han frem og tilbage mellem sit nye hjemland og Danmark. Han var gift og havde to små tvillinger at holde styr på. Ærlig og ligefrem og med en juridisk forsigtighed, der kendetegnede mange års erfaring inden for retsvæsenet. Som det første gik han i gang med at læse min sag igennem, og han kontaktede advokat Jens Saabo for at få et indblik i hvad der var foregået før og under byretssagen. Efter at have gennemgået min sag skrev han en mindre redegørelse om sine synspunkter i forbindelse med det materiale han havde gennemgået. Det var før han havde set den famøse video, som både min tidligere forsvarer og jeg selv havde lagt megen vægt på, så det var ikke et fuldstændigt billede han havde, men nok til at han advarede mig imod at være for optimistisk. Sagen er efter min opfattelse ganske langt fra at være så ligetil, som jeg troede på baggrund af, hvad jeg fik at vide. Jeg taler her ikke om, hvad du faktisk har gjort og især ikke har gjort dig skyldig i, men om hvorledes det, der er sket, på baggrund af det materiale jeg har læst igennem, meget let kan komme til at fremstå for landsretten

Preben Stuer Lauridsen havde helt ret i sine betragtninger. Det var en svær sag som kunne ende med hvad som helst. At jeg virkede mere optimistisk omkring sagen end han følte berettiget, dækkede mere over mit væsen som det positive menneske jeg var, end over sagens juridiske og især følelsesmæssige kendsgerninger. Der var både plusser og minusser og med en frifindelse fra byretten i bagagen, stod jeg umiddelbart bedre end da politiet i sin tid havde transporteret mig til og fra retten. At komme ind fra gaden som en fri mand, modsat en bleg og fejlernæret varetægtsfange der havde levet afsondret igennem længere tid, ville altid være en fordel. På minussiden havde jeg måttet skifte advokat. Det var ikke i sig selv et minus, men noget af den detaljerede viden som advokaten der havde været med fra sagens start havde, kunne gå tabt. Der ville ikke være flere, men snarere færre beviser imod mig i landsretten, men anken gav statsadvokaturen den fordel, at den kunne tilrettelægge strategien ud fra hvad der var sket i byretten. Alt det der ikke virkede første gang kunne barberes bort og der kunne fokuseres på det der havde skadet mig mest. På den måde ville sagen kunne drejes hen i retning af en domfældelse. Naturligvis ville mit forsvar prøve at modgå dette, men anklagemyndigheden havde hjemmebanefordel. Mest væsentligt på minussiden var de nye dommere. De kendte ikke sagens forløb og ville kun få en begrænset indsigt i form af referater og politirapporter. Alle de diskussioner der havde været mellem anklager og forsvarer, samt uddybende forklaringer under de mange indledende retsmøder, ville gå tabt og ikke være med til at danne det helhedsindtryk som var nødvendigt for på retfærdig vis at anskue en så indviklet sag. Dommer Hanne Fanø havde været med fra begyndelsen og havde blandt andet ført hammeren over de øvrige tiltalte og nu dømte. Det havde givet hende en naturlig indsigt som landsdommerne aldrig ville kunne opnå. Jeg kunne ligefrem frygte, at disse snarere var præget af fordomme, politiske intentioner og hvad de havde læst og hørt om fra medierne.     

Uanset alt dette, så var det bare at se lyst på det hele. Jeg havde siddet i fængsel før og havde trods flere domme en rimelig tro på den del af retssystemet som dommerne repræsenterede. Frifindelsen i Aalborg havde cementeret denne tro, i det jeg jo netop var blevet frifundet den første gang jeg stod tiltalt for noget jeg ikke havde gjort. At Stuer Lauridsen nu advarede mig imod at være for optimistisk så jeg kun som et tegn på at han havde begge ben på jorden. Hvis du mener, at jeg er for pessimistisk og tager fejl i min bedømmelse – så synes jeg, at du skal overveje at tage en anden advokat, og så vil der fra min side være absolut no hard feelings. Vil du have, at jeg skal fortsætte, gør jeg meget gerne det, men jeg vil så til gengæld ikke bagefter høre beklagelser, hvis det ikke går, som vi håber. Det var rene ord for pengene og den slags var lige mig. Jeg beholdt min nye advokat og spurgte straks hvad han mente jeg kunne gøre. Det er mig der skal arbejde og læse sagen igennem. Jeg vil foreslå at du nyder sommeren og så mødes vi når den er ved at være overstået. Vi ved jo ikke hvor det ender. 

Jeg rejste til Spanien og Preben Stuer Lauridsen gik i gang med at nærlæse min sag. Han indhentede yderligere oplysninger fra min advokat og indledte nogle mindre sværdslag med statsadvokatens kontor. Først var der kampen om videoen. Myndighederne havde alt andet end travlt med at lade ham se den og det virkede på os, som om de forhalede udleveringen. I det hele taget var det en ulige kamp, i det systemets forskellige instanser, på trods af lovens forskrifter om uafhængighed, ikke var det. Politiet skulle være upartisk, men i realiteten foregik der et nært samarbejde mellem dem, dets anklagere, og statsadvokaterne i de fleste strafferetssager. Heri var min sag bestemt ingen undtagelse. Især vidneindkaldelserne førte til en del udenretlige frem-og-tilbage slagsmål, men et større problem var, at statsadvokaten havde givet udtryk for at man ville dokumentere mine tidligere domme i landsretten. Det stred så meget imod Stuer Lauridsens opfattelse af fair trial, at bruge domme hvoraf flere var mere end tyve år gamle, at han ville forhindre det. En ting var at remse listen med mine tidligere forhold op, det var også sket i byretten, men ligefrem at ville fremlægge og dokumentere dem, det var for skrapt.

Jeg modtog kopier af den korrespondance der foregik mellem statsadvokaten og min advokat. Spørgsmålene berørte selve den måde retssagens skulle føres på, derfor tilgik der også Vestre Landsret kopier fra de indledende runder. Sproget var juridisk korrekt og holdt i høflige vendinger, men mellem linierne kunne det anes at fronterne var ved at blive trukket op. Preben Stuer Lauridsen var alt andet end tilfreds med statsadvokaternes håndtering af sagen. Vidnelisten var endnu ufuldstændig og i juni måned havde han endnu ikke modtaget en kopi af den video som havde betydet så meget under byretssagen: For god ordens skyld skal jeg allerede nu tillade mig at anføre, at det formentlig beror på en forglemmelse, når bevisfortegnelsen ikke medtager vidnet D.H., der både overfor politiet og indenretligt har afgivet betydningsfulde forklaringerDa ka. (kriminalassistent) Søren J. som figurerer på bevisfortegnelsen s. 2, så vidt jeg kan se, ikke tidligere har afgivet forklaring i sagen, beder jeg høfligst oplyst, hvorom vidnet skal afgive forklaring og hvad der tilsigtes oplyst ved hans forklaringEndelig skal jeg med henvisning til min faxskrivelse af. 3. ds. til Dem høfligst og på ny anmode om snarest at få tilsendt en kopi af den i sagen omtalte video, der ganske øjensynligt spiller en meget væsentlig rolle i sagen. Således Stuer Lauridsen i brev af 8. juni 2002 til Statsadvokaten for Aalborg. 

I en faxskrivelse tyve dage senere havde Preben Stuer Lauridsen igen måttet henvende sig til Statsadvokaturen. Denne gang direkte til den mand som skulle føre sagen imod mig; Statsadvokat Steen Thomsen, som jeg havde mødt under behandlingen af min mundtlige anke i Vestre Landsret 24. januar, mens jeg havde siddet i varetægt. At der ikke herskede den store gensidige varme og respekt mellem de to parter, kunne tydeligt læses af advokatens fax: For god ordens skyld bemærker jeg, at uagtet man må læse den udaterede følgeskrivelse ved Tove Bech (statsadvokaturen) således, at fremsendelsen til mig sker samtidig med skrivelsen til Vestre Landsret, der er dateret 22. maj, og hvori anføres, at tillægsekstrakten og videoen tillige er tilsendt mig, kan fremsendelsen til mig af nærliggende årsager næppe være sket samme dato. Dernæst tillader jeg mig at bemærke følgende: 1. Tillægsekstrakten indeholder kortfattede summeringer af 4 forstraffe, som ikke fremgår af straffeattesten for Jønke Nielsen, og hvoraf den yngste dom er cirka 20 år gammel, mens den ældste er cirka 23 år gammel. Herudover findes i ekstrakten ligeledes en summering af dommen fra 1988, som angives heller ikke at være med i straffeattesten. Jeg er særdeles overrasket over, at anklagemyndigheden nu i anken vil fremlægge forstraffe, der er af så gammel karakter, og jeg finder, at fremlæggelsen af de i tillægsekstrakten 3 førstanførte  forstraffe er i strid med både rpl. § 877, Jm.s cirkulære af 8/10 1952 og EMK art. 6, stk. 2. Jeg tillader mig herved at henvise til bl. a. Kommenteret Retsplejelov III, s. 232-233. Jeg er ligeledes overrasket over den form, hvorunder forstraffene gengives, idet gengivelserne blot fremtræder som udokumenterede sammendrag af utrykte domme, der i hvert fald for de 3 dommes vedkommende er utrykte byretsdomme, eller som citater fra en ikke nærmere angivet kilde, muligt det såkaldte rockerregister, og derfor for i hvert fald disse 3 dommes vedkommende er umulige for forsvaret at kontrollere. 2. Formentlig fordi cd’en indeholdende videooptagelsen fra gerningsstedet ikke var fremsendt i en særlig konvolut, men blot indlagt i en tynd plastiklomme i den almindelige brevforsendelse, var den knækket ved modtagelsen. 3. Herudover har jeg fra en sagkyndig teknikker nu fået oplyst, at det under alle omstændigheder kræver et særligt og særdeles kompliceret program overhovedet at kunne afspille en cd indeholdende en video af den pågældende slags. Jeg skal derfor tillade mig at anmode om, at optagelsen overspilles på en alm. videokassette og derefter tilsendes mig…Jeg beder om, at dette hensyn til min sagsforberedelse ordnes snarest muligt.  

Vestre Landsret modtog kopi af skrivelsen og Preben Stuer Lauridsen anmodede samtidig om, at der blev berammet et særligt retsmøde (forud for selve landsretssagen) til at behandle spørgsmålet vedrørende de gamle forstraffe. Den tidligere dom fra 1988/89, omhandlende min drabssag, havde advokaten ingen indvendinger imod. Den var både nævnt i byretsdommen og var relevant i relation til en mulig udløsning af reststraffen ved en eventuel domsfældelse. Jeg gennemlæste den korrespondance der var, men hæftede mig ikke synderligt ved den da jeg var optaget af at nyde livet. Måske var det endnu et minus. I varetægt havde jeg koncentreret mig hundrede procent om sagen, og været godt tændt da byretssagen begyndte. Efter 14 dage på den spanske solkyst var det svært at sætte sig op til – endsige forstå - at man risikerede at havne bag tremmer igen.  Jeg var igen rejst sydpå da statsadvokat Elsebeth Cassøe svarede min advokat, i brev af 2. juli 2002: Ved skrivelser af  8. og 28 juni 2002 har de anført, at De ønsker vidnet Dorte H indkaldt som vidne i forbindelse med ankesagen mod Jørn Jønke Nielsen. Der kan i den forbindelse henvises til vedlagte tillægsbevisfortegnelse, hvorefter vidnet vil blive indkaldt til at afgive forklaring den 17. september kl. 10.44. For så vidt angår vidnet kriminalassistent Søren J, er det hensigten, at han skal afgive forklaring, om de iagttagelser han har gjort i forbindelse med afhøringer. Der vedlægges endvidere kopi af den originale video, som er optaget på gerningsstedet på gerningstidspunktet. For så vidt angår Deres bemærkninger vedrørende de nævnte forstraffe, vedlægges som dokumentation for de nævnte afgørelser kopi af de respektive domme.

Spørgsmålet om forstraffene argumenterede statsadvokaten for i brev til Vestre landsret, af 5. juli 2002. Anklagemyndigheden har til hensigt at foretage dokumentation af to højesteretsdomme samt tre byretsdomme afsat i tidsrummet fra d. 11. januar 1979 til den 18. august 1988 (her er tale om en fejl, idet højesterets ankesag, efter landsretsafgørelsen  d. 18. august 1988 blev endelig afgjort i højesteret i maj 1989. Red.) i medfør af retsplejeloven § 877 stk. 2, nr. 5. De omtalte domme hang efter statsadvokaturens opfattelse sammen og måtte derfor alle medtages: Det fremgår af Højesterets dom af 18. august 1988 (maj 1989 Red.), at straffen på 16 års fængsel omfattede en  reststraf på 255 dage vedrørende prøveløsladelsen af den 20. august 1982. Det fremgår endvidere, at reststraffen på 255 dage hidrørte fra de tre domme der var afsagt i tidsrummet fra en 3. juni 1981 til den 9. februar 1982. Af Gentofte byretsdom af 3. juni 1981 fremgår endvidere, at straffen på 1½ års fængsel omfattede reststraffen på 305 dage efter dommen af 11. januar 1979. Der er således en klar sammenhæng mellem Højesterets dom af 18. august 1988 (maj 1989) og de domme der er afsagt i tidsrummet fra den 11. januar 1979 til den 9. februar 1982, idet reststraffen på 255 dage, som udløses i forbindelse med Højesteretsdom af 18. august 1988 (maj 1989) har sit udspring i de forudgående domme. Da anklagemyndigheden i forbindelse med domsforhandlingen har til hensigt at påstå reststraffen på 2078 dage udløst…er det min opfattelse at tiltalte Nielsens tidligere forstraffe vil have betydning for udmålingen af den straf, som tiltalte efter anklagemyndighedens opfattelse skal idømmes

Argumentationen fra statsadvokaturen var svær at komme udenom. Det var naturligvis ren facade når statsadvokaten påstod, at dommenes indhold skulle bruges til at forbinde reststraffene og vise sammenhængene mellem de tidligere forstraffe og den aktuelle sag. Det handlede i virkeligheden om at min fortid for alvor skulle bringes på banen, så jeg kunne blive dømt på den, hvis ikke på andet. ”Han har gjort det før, så har han nok også gjort det igen,” var ikke noget bevis på skyld. Det var derimod en følelsesladet indgangsvinkel, med en nærliggende tanke som hurtigt kunne lirkes ind i dommernes hoveder. På almindeligt dansk: manipulation! Jeg er uskyldig Preben. Vi har ikke noget at skjule og vi har sandheden på vores side, sagde jeg. Og igen; efter 14 dage i Spanien var jeg i topform og frygtede højest, at solen ikke ville skinne fra en skyfri himmel næste morgen. Min advokat og jeg mødtes over en kop te og drøftede den seneste udvikling i papirkrigen. Dokumentationen af de gamle domme var ham inderligt imod. Sandheden er desværre ikke altid nok i en retssag og det er helt utilstedeligt at bruge og oplæse så gamle domme. De har slet og ret ingen bevisbetydning, rasede den gamle professor. Men hvis du ikke vil have at jeg kæmper imod, så følger jeg dig. Det var Stuer Lauridsen der var den sagkyndige, men vi havde vundet byretssagen på netop den politik, at vi intet havde at skjule.

Solen blev heldigvis ved med at skinne og jeg levede mit almindelige liv igen. Redigering og renskrivning på den nye bog tidligt om morgenen, artikler til næste nummer af Scanbike op ad formiddagen, vægt -og løbetræning inden middag, mere arbejde om eftermiddagen, masser af sommerhygge om aftenen, og i weekenderne hele natten lang. Eneste streg i regningen var at min gamle ven Ib Makwarth døde. Selv om det var begrænset hvor meget jeg havde set til ham de sidste par år, ville jeg savne ham. Verden var blevet et godt og idealistisk menneske mindre. Sammen med et par brødre, der også havde stået Ib nær, kørte vi på vores motorcykler til begravelsen i Grundtvigskirken. Helt i den gamle filmmands ånd. Omtrent samtidig med denne kedelige hændelse dumpede stævningen med landsrettens berammelse af sagen ind af døren 

 

Dokument:

STATSADVOKATEN

 

 

Jørn Jønke Nielsen                         Dato 21.08.2002

Ægirsgade 20, 4.                                                                                

2200 København N.                       Journal nr.

                                                         SA4-2001-6250-0038

 

                                                         A.nr. 156.02

 

 

STÆVNING

 

De indstævnes herved under henvisning til den herfra udfærdigede ankemeddelelse af

12. april 2002 til med mindst 4 dages varsel at give møde i Vestre Landsrets 6. afdeling,

Gabelsgade 5 (hjørnet af Fjordgade), Aalborg,

 

 

mandag, den 16. september 2002, kl. 10.00

tirsdag, den 17. september 2002, kl. 09.00 og

onsdag, den 18. september 2002, kl. 09.00

 

 

til hvilken tid domsforhandling i sagen vil finde sted.

 

Såfremt De udebliver uden oplyst lovligt forfald, kan dette alt efter de i loven nærmere

angivne regler medføre anholdelse, fængsling, beslaglæggelse af formue eller sagens

pådømmelse i Deres fraværelse.

 

Udeblivelse kan endvidere medføre domfældelse i overensstemmelse med den rejste til-

tale, såfremt forkyndelse er sket for Dem personligt, og der under sagen alene er

spørgsmål om ubetinget frihedsstraf i 30 dage eller derunder, konfiskation, førerretsfra-

kendelse eller erstatning, jf. retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, jf. § 163, stk., 2.

 

På statsadvokatens vegne

 

 

Mette Bjerg

assistent

 

 

Preben Stuer Lauridsen frafaldt sin protest imod fremlæggelsen af forstraffene. Begrundelsen var; at han efter drøftelser med sin klient havde genovervejet sagen. Der var dog fortsat andre forhindringer på vejen. Forsvaret havde endnu ikke modtaget en brugbar kopi af videoen fra gerningsstedet. Preben Stuer Lauridsen havde fået tilsendt endnu en kopi, men heller ikke den virkede efter hensigten. Således søgte han, ligesom politiet tidligere havde forsøgt sig, at få tekniske eksperter til at forbedre kvaliteten, men det lykkedes ikke. At han var ved at miste tålmodigheden med en langsommelig anklagemyndighed, og hvem der ellers var med til at sylte sagen, fremgik tydeligt af hans breve til statsadvokaten. Med hensyn til det første (videoen) er jeg nødsaget til at sige, at jeg med al respekt finder. At anklagemyndighedens hjælpsomhed mildt sagt holder sig indenfor påfaldende snævre grænser. Alene det forudgående tonefald imellem anklager og forsvarer, varslede en anderledes retssag end den jeg havde oplevet i byretten. Advokat Jens Saabo og politianklager Lotte Nielsen havde været på god fod med hinanden, og selv om også hun havde slået sig i tøjret med hensyn til videoen, så havde vi ikke i så svær grad oplevet den samme form for modvilje, som her.  

I skrivelse af 24. juli 2002 opfordrede Stuer Lauridsen således endnu en gang statsadvokaten til at sørge for at den nøjagtig samme video, som var blevet forevist i byretten, blev forevist i landsretten, og at den samme politimand som havde forestået fremvisningen i byretten blev indkaldt til at forestå fremvisningen i landsretten. Endvidere ville han under domsforhandlingerne have samtlige vidner til at udpege det sted, hvor de mente at have stået under selve hændelsen, ganske som det var sket i byretten. Hertil svarede statsadvokaten i brev af 7. august 2002, bl. a.: …Ved skrivelse af 10. juli 2002 har de anerkendt, at de den 2. juli 2002 modtog videokopi samt kopi af min skrivelse af 5. juli 2002 til Vestre Landsret. De har endvidere bemærket, at det er dem uforståeligt, at de ikke fra anklagemyndigheden kan få tilsendt et videobånd, der er brugbart. Jeg har d.d. fremsendt Deres anmodning til Politimesteren i Aalborg, idet det i byretten anvendte videobånd befinder sig hos ham… De har tillige anmodet om, at det i forbindelse med hvert vidnes afgivelse af forklaring til landsretten kan ske fremvisning af de relevante dele af videobåndet. Jeg finder ikke anledning til at tage stilling til denne anmodning på nuværende tidspunkt. Denne anmodning bør efter min opfattelse tages stilling til i forbindelse med ankesagens behandling.  

Ganske som det havde været tilfældet forud for byretssagen, var det igen kendetegnende for anklagemyndigheden, at den i medierne meget omtalte video skulle nedtones og helst udelades. Det fik Preben Stuer Lauridsen til at skrive flere skarpe breve til statsadvokatens kontor: (Brev af 9. august 2002) Med hensyn til videoen bemærker jeg først, at jeg nu uden held siden den 3. juni har anmodet om at få tilstillet en anvendelig udgave af sagens video. Dernæst bemærker jeg, at jeg jo af gode grunde ikke kan vide, hvor den i byretten anvendte video befinder sig, men har noteret mig, at de nu har fundet ud af, at den åbenbart befinder sig hos politimesteren. Jeg antager dog fortsat, at det henhører under Statsadvokatens ansvarsområde at drage omsorg for, at en anvendelig video i ankesagen stilles til forsvarets disposition. Jeg tillader mig at henvise til, at det fremgår af sagens akter, at billeder fra videoen og analyser af disse billeder under sagens behandling for byretten i lang tid udgjorde et efter anklagemyndighedens opfattelse særdeles betydningsfuldt bevismateriale mod min klient, og at det bl. a. af de steder i ekstrakterne, hvortil jeg tidligere i min skrivelse af 24. f. m. har henvist, fremgår, at der åbenbart må findes en udgave af videoen, som efter politiets egne video-analyser har sat politiet i stand til at følge begivenhedsforløbet i restaurant Robin særdeles nøje, nærmest sekund for sekund…at videoen blev anvendt af anklagemyndigheden i forbindelse med langt de fleste vidneafhøringer samt under afhøringen af min klient. I den forbindelse undrer det mig naturligvis, at der hos anklagemyndigheden er hengået næsten en måned med at finde ud af hvor byretssagens video befinder sig, og at man nu blot ”videresender” min anmodning til politimesteren. (brev af 14. juli 2002) I fortsættelse af min skrivelse af 9. ds. i ovennævnte sag skal jeg henlede Deres opmærksomhed på følgende: 1. Videooptagelserne og ikke mindst politiets beskrivelser (analyser) og fotooptagelser heraf er nævnt i Ekstrakt I om de indenretlige afhøringer på i hvert fald 25 steder… 2. henvisningen til video-optagelserne er langt de fleste gange foretaget af anklagemyndigheden og er mange gange anvendt direkte i forbindelse med min klients fortsatte varetægtsfængsling, se Ekstrakt I. s. 9-11…o. s. v. 3. Herudover omfatter politiets videoanalyser m. v. i alt 52 sider i Ekstrakt III, nemlig s. 668-720, hvorom jeg henviser til tidligere skrivelse. 4. Videooptagelserne m. v. figurerer i, i hvert fald 5 kendelser, herunder en kendelse om tilladelse til politiet til forevisning af videoen for vidner…, og i en kendelse, hvor politiets beskrivelse af videoen er fremhævet i forbindelse med fortsat varetægtsfængsling af min klient i Vestre Landsret 12 afd.s stadfæstende kendelse… 5. Videooptagelserne og beskrivelserne heraf er ligeledes anvendt ved afhøringerne i Ekstrakt IV… bl. a. af Jesper Ø. Kristoffersen (K) og Wester. 6. Endelig er videooptagelserne som ligeledes tidligere nævnt anført i både den indankede dom fra Aalborg byret og i retsbogen herfra, hvoraf det fremgår, at der ved domsforhandlingen i byretten skete video-forevisning af netop den art, som jeg ønsker at have adgang til i landsretten

Jeg er fra telefoniske samtaler med statsadvokatassessor Steen Thomsen bekendt med, at anklagemyndigheden nu tilsyneladende er af den opfattelse, at videooptagelserne ikke viser noget af betydning og bl. a. har for mange ”døde vinkler”. Uagtet ekstrakt II s. 408 ff viser, at politiet, i hvert fald internt, allerede tidligt udtrykte bekymring for videoens tekniske kvalitet, se især s. 411, må dette siges at stå i nogen modsætning til anklagemyndighedens opfattelse i byretssagen, i hvert fald for så vidt angår tiden inden domsforhandlingen, og det kan under alle omstændigheder ikke medføre, at jeg afskæres fra at kunne få en forevisning foranstaltet i landsretten, således at jeg bl. a. kan få lejlighed til at bede vidnerne udpege sig selv på videoen og angive, hvor de stod placeret, da begivenhederne udspillede sig. Jeg lægger herved bl. a. vægt på, at der efter samtlige forklaringer var fyldt med gæster på Robin, hvor man ”stod som sild i tønde”, og at mens f.eks. et mandligt og formentlig ædru vidne angav intet at kunne se på grund af menneskene foran ham, kunne et kvindeligt og formentlig (mindst) lettere beruset vidne, der åbenbart stod placeret samme sted, angiveligt se en hel del. Flere af vidnerne synes også at have afgivet forklaringer, der på enkelte punkter er nærmest objektivt forkerte. Dette gælder jo bl. a., som det fremgår af byretsdommen, det for byretten førte vidne N. H.

Nogle få dage senere modtog jeg en kopi af Statsadvokatens svar til min advokat. På spørgsmålene omkring nødvendigheden af en videofremvisning i retten, svarede advokaturen bl. a.:…Jeg kan hertil oplyse, at anklagemyndigheden naturligvis ikke vil modsætte sig, at videoen forevises. Derimod finder anklagemyndigheden ikke, at der på nuværende tidspunkt kan tages stilling til, om nødvendigheden af at videooptagelsen forevises samtlige vidner i sagen…For så vidt angår Deres mulighed for at kunne gennemse den ovenfor anførte videooptagelse, kan jeg oplyse, at jeg d.d. har modtaget en CD fra politimesteren i Aalborg. Cd’en indeholder en digitaliseret udgave af den originale videofilm fra restaurant Robin. Efter mere end tre måneders tovtrækkeri – og kun en måned inden retssagens begyndelse – var det endelig lykkedes for min forsvarer, at få udleveret den famøse videooptagelse. I sit brev af 14. juli 2002 havde Preben Stuer Lauridsen også anmodet statsadvokaten om at få udarbejdet en ny skitse over vidnernes placering den pågældende aften, men heller ikke her udviste statsadvokaten den store samarbejdsvilje. Ved skrivelse af 14. august 2002 anfører de endvidere, at det forekommer Dem praktisk, såfremt man udarbejdede en skitse over restauranten, der samlet viser, hvor alle vidner ifølge deres forklaringer i politirapporten og i retten befandt sig, i stedet for som nu hvor man må arbejde med en række forskellige skitser, der derefter indbyrdes må sammenholdes med hinanden. I den forbindelse skal jeg henvise til ekstrakt III side 701 – 704 hvor politimesteren i Aalborg i forbindelse med sagens efterforskning har udarbejdet en oversigt over de sigtede og vidners placering på grundlag af video fra gerningsstedet samt vidneforklaringer.

Magtens arrogance kendte ingen grænser. Disse embedsmænd stolede så blindt på deres eget system, at det næsten grænsede til gudedyrkelse. Opfattelsen af at politimesteren i Aalborg var uafhængig, og derfor som en selvfølgelighed havde lavet en for både forsvarer og anklager, neutral skitse, kunne vi naturligvis ikke bare acceptere. Selv om politiets opgave officielt var afsluttet og det nu var op til statsadvokatens kontor, at forsøge at få mig dømt, var politiet stadig part i sagen, og selv ikke en blind høne ville kunne finde på at påstå at korpset var på min side. Et af de store problemer i dansk retspleje var, at politiet skulle forestå alle efterforsknings-mæssige skridt. Ville en forsvarer have undersøgt et eller andet forud eller under en retssag måtte han henvende sig til politiet – de samme mennesker der som regel arbejdede på højtryk for at få deres klienter dømt. Det gav dårlige odds for forsvaret, modsat i andre lande hvor advokaterne selv kunne forestå en del af deres undersøgelser. Preben Stuer Lauridsen meddelte i brev af 26. august til statsadvokaten, at han ikke var tryg ved politiets skitse og at han derfor havde udarbejdet sin egen.

Brevvekslingen mellem statsadvokaten og min advokat fandt sin afslutning. Ikke fordi den store enighed var opnået, eller fordi anklagemyndigheden havde opfyldt sine forpligtelser, men fordi retssagen stod til at skulle begynde i midten af september måned. Min advokat og jeg mødtes igen. Vi skulle se videoen sammen og drøfte de sidste detaljer før det gik løs. Forsvaret var anlagt nogenlunde efter det samme mønster, som det havde været i byretten. Vidnernes utroværdighed i form af usammenhængende og modstridende forklaringer, politiets og anklagemyndighedens forsøg på at undgå videoen, manglende tekniske beviser, og hvad der ellers talte til min fordel. Det var vigtigt for forsvaret at forsøge at vise den situation og stemning der havde været den pågældende aften. Spørgsmålet var om vi kunne få lov til det. Ofte var det sådan, at landsretten, nærmest slavisk, fulgte de referater og politirapporter der var fra den tidligere sag, og herefter ikke ønskede at fravige eller gå ind i yderligere dybdeborende bevisførelser. Slagsmålet om vidnernes troværdighed ville et langt stykke hen ad vejen afhænge af hvor meget landsretten ville fæste lid til politividnernes forklaringer. Det specielle ved netop denne sag var, at der var så mange politifolk der skulle vidne og at det alene handlede om at give deres egne vidner et skub opad på troværdighedsbarometeret.

Knytnæveslaget som den lille trinde nordmand havde underholdt med, ved sagens første domsforhandlinger i byretten, havde statsadvokaten pillet ud af anklageskriftet. Således var jeg ikke længere sigtet for at have slået Flemming Jensen i hovedet, men alene for at have sparket eller trampet. Spark og tramp var naturligvis en langt alvorligere sigtelse end et knytnæveslag, men umiddelbart lignede det en lille sejr. Den var dog til at tage og føle på, da alle der havde fulgt retssagen vidste, at netop nordmandens forklaring om at jeg havde slået Flemming Jensen med knytnæve, fra start af havde væltet anklagerens sag i byretten. Statsadvokaten gik efter det sikre og havde blot foretaget en barbering rundt om det der kunne svække anklage-myndighedens sag. En anden ting var, at min advokat ville have to nye vidner indkaldt. Vidner som til dels støttede min forklaring og til dels med deres forklaringer gjorde opmærksom på, at der uanset det at jeg sad alene på anklagebænken, var andre der havde øvet vold mod afdøde.

Dagen før retssagen i Aalborg ankom vi til den nordjyske hovedstad. Sammen med min ekskæreste, min kammerat og hans kæreste havde jeg lånt et sommerhus i Blokhus. Vi skulle være der en lille uges tid, så vi kunne ligeså godt indrette os. Efter at have pakket bilen ud, indtaget en frokost og nydt udsigten ud over Vesterhavets langstrakte kyst, kørte vi ind mod Aalborg. Vi gjorde et kort stop i det lokale klubhus i Nørre Sundby, hvorefter vi fortsatte over broen ind mod den indre by. Her skulle vi mødes med Preben Stuer Lauridsen for at sondere terrænet. Der var ikke mange mennesker i Jomfru Ane Gade og på restaurant Robin sad kun to lokale fodboldfans og hang i baren. Om det var ”forbryderen” der vendte tilbage til gerningsstedet, eller blot en ualmindelig almindelig gæst der gæstede beværtningen,  skulle landsretten i løbet af de næste tre dage søge at tage stilling til. Servitricen bag baren genkendte mig ikke og virkede glad over at der pludselig kom lidt omsætning. Pigerne satte sig for sig selv mens Preben, min kammerat og jeg diskuterede stedets indretning. Der var flyttet lidt rundt på borde og stole, men ellers lignede Robin sig selv.  

Der har ikke været meget plads, konstaterede min forsvarer tørt. Nu hvor værtshuset var næsten tomt og jeg var helt ædru, overraskede det mig hvor lille et sted det var, og hvis man trak pladsen med borde og stole fra var der endnu mindre gulvplads at røre sig på. Preben Stuer Lauridsen ville have landsretten ned at se gerningsstedet, for at den kunne få forståelsen af hvor trangt det måtte have været den pågældende aften. Ud fra brandvæsenets skitse over gerningsstedet kunne vi se, at der havde stået cirka to personer på hver kvadratmeter, hvis der havde været fuldt hus. Efter at have gennemgået stedet og drukket en danskvand skred vi uden for i gaden. Pigerne fulgte efter ti minutter senere og nåede os nede for enden af gaden. Efter at vi havde forladt værtshuset havde de to unge mænd i baren fortalt servitricen hvem jeg var. Gud var det ham. Han må da ikke være her. Hvis ejeren havde været her var han blevet smidt ud, havde hun sagt. Det var jo ikke en gang ham der gjorde det, havde de to knægte indvendt. Pigerne havde ikke givet sig til kende, men blot lyttet. Sjovt nok ved alle andre end politiet at du ikke har gjort noget. Det er sgu en mærkelig verden vi lever i, konstaterede min ekskæreste.  

Egentlig var det ikke så mærkeligt. De der kendte til sagen og hvad der rørte sig omkring min person, var ikke i tvivl om, at der var tale om en politisk sag. Sagen handlede ikke så meget om selve det, om jeg var skyldig eller ej, men snarere om at det måtte lykkes dem at få mig dømt. Jeg var ikke i stand til at bevise at der var tale om en politisk skueproces, eller om det var velmenende jurister der blot ønskede at retfærdigheden skete fyldest. Jeg vidste bare at jeg var uskyldig og at politi og anklagemyndighed var gået direkte efter mig og fortsat gjorde det. Flere journalister der havde overværet første sag, havde fortalt mig, at de havde haft samme lunkne fornemmelse, og hvis jeg kunne bevise at der var falske lodder i skuffen, måtte jeg endelig fortælle dem det. Frifindelsen havde stoppet den snak, men nu stod vi her alle sammen igen.