Elgen Helge er fortællingen om en adfærdsvanskelig elgtyr, der af svenske medier døbes Helge. Dyret har set sig gal på de mennesker, der færdes i og omkring Värmlands store skove. De tilsyneladende sagesløse og brave indbyggere og feriegæster i Midtsverige udgør Helges foretrukne jagtrevir, og det går ikke stille for sig.

Helge terroriserer med lune og finurlige indfald de tobenede, jagter øvrigheden, går til angreb på spejderlejre og bryllupsfester og udviser ingen større sympati over for dens umiddelbare omgivelser

Myndighederne vil ikke finde sig i det, og så går jagten ind. Den usædvanlige og balstyriske Helge skal fanges – død eller levende! Der udloves en stor dusør på Helges gevir, og den vilde jagt starter, hvor elgen, der ikke selv aner, hvad den er landet i, sætter sig kraftigt til modværge.

Jørn Jønke Nielsens satiriske roman er en sjov og besynderlig historie med små pudsige oplevelser og stemningsbilleder af jagt og overlevelse, skæbner fra det svenske folkehjem og ikke mindst menneskets trang til at overdrive. En varm, morsom og grotesk historie, der bør læses af alle.